Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af Taliban som følge af en beskyldning om, at ansøgeren har samarbejdet med myndighederne, og fordi ansøgeren har anmeldt Taliban til myndighederne. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at hans fætre vil hjælpe Taliban med at finde ham. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for sine fætre oplyst, at hans fætre har generet ham og hans familie på grund af en konflikt mellem dem og ansøgerens bror.
Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv vedrørende sin frygt for Taliban oplyst, at Taliban på et tidspunkt standede den taxa, som ansøgeren kørte med. Ansøgeren var på vej for at besøge sin søster i Kabul. Taliban bad ansøgeren om at følge med, gav ham bind for øjnene og bandt hans hænder. Ansøgeren blev kørt til et gammelt hus, hvor han var tilbageholdt i to dage. Taliban sagde, at ansøgeren havde samarbejdet med myndighederne, og de ville derfor have oplysninger af ansøgeren. De truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke gav dem oplysninger. En morgen da alle talibanerne var gået til morgenbøn, fik ansøgeren løsnet rebene om sine hænder og flygtede fra huset. Da ansøgeren nåede hovedvejen, stoppede han en bil. Manden i bilen gav ansøgeren et lift og sagde, at ansøgeren skulle anmelde talibanerne til politiet. Manden gav sit nummer til ansøgeren, så politiet kunne kontakte ham, hvis de havde spørgsmål. Da ansøgeren blev sat af, stoppede han en politibil. Han forklarede dem, hvad der var sket, og de undersøgte sagen nærmere. Ansøgeren rejste derefter videre til sin søster i Kabul. Da ansøgeren kom hjem til sin søster, talte han med sin far, som var meget bekymret over risikoen, hvis ansøgeren blev hjemme. Ansøgeren tog derfor videre med en taxa til sin anden søster i [by], hvor han var i nogle dage. Da ansøgeren kom tilbage til sin landsby, fik han af en bekendt, [A], fortalt, at Taliban havde standset den taxachauffør, som ansøgeren havde kørt med til [byen hvor ansøgerens anden søster bor]. Taliban havde i den forbindelse spurgt efter ansøgeren. Ansøgeren besluttede sig på denne baggrund at udrejse af Afghanistan. Efter et par dage udrejste ansøgeren til Iran. Under sit ophold i Teheran blev ansøgeren af [A] oplyst om, at Taliban havde spurgt efter ansøgeren. Taliban havde også spurgt ind til alderen på ansøgerens børn. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han har en konflikt med Taliban, til grund, idet forklaringen forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det alene beror på ansøgerens formodning, at fætrene – gennem deres svoger, der bor i nærheden af talibanere – har oplyst Taliban om, at ansøgeren samarbejder med myndighederne. Forespurgt under asylsamtalen og på mødet i dag, hvordan han ved dette, har ansøgeren således forklaret, at han ved det, fordi han ikke har problemer med andre. Flygtningenævnet finder endvidere ansøgerens forklaring om Talibans tilbageholdelse af ham mindre troværdig og har herved lagt vægt på, at det ikke forekommer sandsynligt, at Taliban skulle have stoppet en taxa, som ansøgeren var passager i sammen med andre, og taget ansøgeren med, ligesom det forekommer utroværdigt, at Taliban skulle handle på en information om, at ansøgeren samarbejdede med myndighederne uden, at ansøgeren har kunnet uddybe, hvori dette formodede samarbejde med myndighederne skulle bestå. Ansøgeren har tværtimod oplyst, at hverken han eller andre i hans familie har haft noget med myndighederne at gøre. Flygtningenævnet finder endelig, at ansøgerens forklaring om hans flugt forekommer usandsynlig, herunder at talibanerne tilbageholdt ham i et gammelt, faldefærdigt hus, hvorfra han let kunne flygte, og efterlod ham alene og ubevogtet, da de gik til bøn, og at de noget senere standsede en anden taxa, som ansøgeren havde været passager i, og spurgte chaufføren, om han havde set ansøgeren. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke kan tidsfæste konflikten med sine fætre herunder, hvornår truslen mod faren, der førte til anmeldelsen af fætrene, fandt sted. Nævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren to gange vendte tilbage til sin bopæl efter flugten fra Taliban, og at han ikke kan huske, hvor længe han var hjemme disse gange. Ansøgerens oplysninger på mødet i dag, om at han fra sin søster har hørt, at Taliban har henvendt sig på hans bopæl, og at hans bror er død, kan ikke føre til andet resultat. Nævnet har herved henset til, at oplysningerne først er fremkommet i dag, uanset at ansøgeren kontinuerligt har haft kontakt med sin familie i Afghanistan, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at fætrene eller Taliban havde noget med brorens død at gøre. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgeren var efterstræbt af Taliban ved udrejsen. Ansøgeren har således sammenfattende ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/459/HHU
