Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er af ukendt etnicitet og sunni-muslim fra [landsby], [distrikt], Herat, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin farfars adoptivsøn - som ansøgeren kalder for onkel – fordi han er misundelig over arven, som ansøgeren fik af sin farfar. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter, at hans onkel vil anmelde ham til de afghanske myndigheder, fordi han placerede en bombe i ansøgerens bil. Ansøgeren har dertil henvist til, at han ligeledes frygter de afghanske myndigheder, idet de fandt en bombe i hans bil. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans farfar efterlod sit hus og en tredjedel af jorden til ansøgeren, som var hans første og eneste barnebarn. De resterende dele af jorden blev delt mellem ansøgerens onkel og faster. Da ansøgeren var omkring ét år gammel forsvandt hans far. Ansøgerens morbror gik til myndighederne med mistanke om, at det var ansøgerens onkel, der stod bag farens forsvinden. Omkring tre år efter farens forsvinden forsøgte ansøgerens onkel at gifte sig med ansøgerens mor. Han chikanerede og slog hende. Han slog også ansøgeren. Moren nægtede at gifte sig med ansøgerens onkel. Ansøgerens onkel ønskede at gifte sig med ansøgerens mor, fordi han i så fald ville overtage huset og ansøgerens del af jorden. Da ansøgeren var omkring ti år gammel, døde hans mor. Han boede derefter med sin faster. Han arbejdede som taxachauffør i Afghanistan. En dag lånte han sin bil ud til sin onkel. Ansøgeren standsede på et tidspunkt bilen og undrede sig over, at bilen var sænket. Han kiggede i bilen og opdagede en forhøjning i baggagerummet. Han ringede til sin morbror, der sagde, at han skulle efterlade bilen og tage hjem til ham. Ansøgerens morbror blev ringet op af en af ansøgerens kollegaer, der sagde, at ansøgeren skulle holde sig væk fra vejen, fordi politiet havde afspærret den. Han sagde videre, at de havde fundet en bombe i bilen. Morbroren sagde derefter, at ansøgeren skulle forlade Herat, hvilket han gjorde med det samme. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den forekommer divergerende, utroværdig og konstrueret til lejligheden. Ansøgeren har således til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fik til opgave at køre nogle damer til [en by], og at han fik 1500 afghani for at køre hver vej. Han kørte med damerne i syv til otte måneder. Til asylsamtalen forklarede ansøgeren, at han fik 1000 afghani per vej for at køre damerne svarende til 2000 afghani om dagen. Han kørte med dem i cirka 10 til 12 måneder. Ansøgeren har derimod på mødet i dag forklaret, at han fik 2000 afghani om måneden for at køre damerne. Ansøgeren har endvidere til asylsamtalen forklaret, at turen ind til byen – efter at onklen havde lånt bilen og angiveligt havde placeret en bombe i bilen – foregik en fredag, mens ansøgeren i dag har forklaret, at det var en tirsdag. Ansøgeren har videre til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, og på forespørgsel gentaget, at hans morbror ringede til myndighederne og sagde, at de havde en mistanke om, at der kunne være en bombe i bilen, mens ansøgeren til asylsamtalen og på mødet i dag forklarede, at morbroren sagde til ham, at der kunne være narkotika eller noget andet i bilen, at morbroren ringede til en, som ansøgeren ikke vidste, hvem var, og at ansøgeren ikke overhørte, hvad morbroren sagde. Nævnet finder endvidere, at det forekommer mindre troværdigt, at ansøgerens onkel skulle have slået hans far ihjel på grund af ansøgerens arv efter bedstefaren henset til, at faren netop ikke havde arvet noget jord fra bedstefaren. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han først kort før udrejsen fandt ud af, at det var onklen, der havde slået hans far ihjel for mange år siden, mens han til asylsamtalen og i dag forklarede, at han var 14 eller 15 år, da han første gang hørte, at onklen var skyld i hans fars død. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det forekommer mindre troværdigt, at ansøgeren efter sin forklaring respekterede onklen og betragtede ham som sin far henset til, at onklen angiveligt var skyld i hans fars død og havde behandlet ansøgeren dårligt igennem barndommen. Flygtningenævnet finder endvidere, at det forekommer påfaldende, at onklen angiveligt bad om et lift efter at have placeret en bombe i bilen henset til den herved forbundne fare, ligesom det alene beror på ansøgerens egen formodning, at onklen skulle have placeret bomben i bilen for at slå [A] ihjel. Nævnet tilsidesætter således ansøgerens forklaring om bomben i bilen som usandsynlig og utroværdig, og finder herefter, at det alene beror på ansøgerens egen formodning, at han skulle være efterstræbt af myndighederne og onklen. Flygtningenævnet kan endelig ikke lægge ansøgerens forklaring om, at han i Danmark er blevet telefonisk kontaktet af [A] og i den forbindelse truet til grund, hvorved bemærkes dels, at det forekommer usandsynligt, at [A] skulle have fået ansøgerens telefonnummer i Danmark og dels forekommer påfaldende, at ansøgeren, så vidt ses, ikke tidligere har oplyst noget om dette til ansatte på asylcenteret eller de danske udlændingemyndigheder. Sammenfattende finder nævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/458/HHU
