Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [A] i distriktet Malistan, Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, som han har undladt at hjælpe. Ansøgeren blev fire gange opsøgt på sin arbejdsplads, [et hotel], af personer fra Taliban, der ville havde ansøgeren til mod betaling at videregive oplysninger om gæster i hotelrestauranten til dem. På et tidspunkt efter den fjerde gang blev ansøgeren opsøgt af tre personer i en sort bil. Den ene af personerne var bevæbnet, så ansøgeren steg ind i bilen. Ansøgeren fik bind for øjnene og blev bragt til en for ham ukendt moské i en for ham ukendt by. Ansøgeren fik at vide af en mullah, at ansøgeren ikke havde samarbejdet med dem, og derfor skulle han halshugges. Mullahen blev telefonisk kontaktet, hvorfor han sammen med alle personerne på nær en forlod moskéen. Ansøgeren bad den tilbageværende person om lov til at gå på toilet. Ansøgeren flygtede ud gennem toilettet. Han overnattede under en bro, og dagen efter fik han kontakt til en person i bil. Personen transporterede ansøgeren til et for ham ukendt sted, hvor hans ven, [V], hentede ham og hjalp ham med at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret afglidende, upræcist og divergerende på punkter, der må anses for centrale for det påberåbte asylmotiv. Ansøgeren har således forklaret divergerende om bl.a. kontakten til den person, som angiveligt opsøgte ham på hotellet. Han har således under samtalen i Udlændingestyrelsen den [i sommeren] 2016 oplyst, at personen ikke gjorde andet end at tale med ham og tilbyde betaling for at indsamle oplysninger til Taliban. Under samtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren oplyst, at personen tog et billede af ham under det første besøg og gav ansøgeren en lussing under det sidste besøg. Under samtalen [senere i efteråret] 2016 har ansøgeren først forklaret, at personen ikke gjorde ham fysisk fortræd. Senere under denne samtale og under nævnsmødet har ansøgeren igen forklaret, at han fik en lussing af den person, der opsøgte ham. Ansøgeren har endvidere svaret afglidende, usammenhængende og divergerende om tidspunkterne for sin ansættelse og for, hvornår han blev opsøgt på hotellet. Endelig har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om flugten gennem et toilet forekommer usammenhængende, udetaljeret og usandsynlig. Ansøgeren har således først under nævnsmødet været i stand til nærmere at redegøre for, hvordan toilettet var indrettet. Det forekommer endvidere utroværdig, at ansøgeren skulle være i stand til at kravle ud gennem toilettet og ubemærket komme ud fra rummet under dette, under hensyn til ansøgerens forklaring om udgangens placering. Flygtningenævnet finder således efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/440/MKT
