Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen [A] i distriktet Malistan, Ghazni Provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller [H], [G] og [P], der er i familie med ansøgerens tidligere forlovede. Ansøgeren var for omkring tre år siden forlovet med [F]. Ansøgeren afbrød forlovelsen på baggrund af uoverensstemmelser mellem familierne. Omkring et halvt år før ansøgerens udrejse blev han overfaldet af to personer, [H] og [G]. [H] er [F]s bror, og [G] er [F]s søsters mand. [P] er også bror til [F]. Ansøgeren kørte som taxachauffør mellem Malistan og Ghazni. Omkring en måned før udrejsen af Afghanistan blev han stoppet af Taliban, der kropsvisiterede ansøgeren og hans passagerer. Ansøgeren fik at vide, at han skulle underrette Taliban, hvis han kørte med myndighedspersoner. Ansøgeren accepterede, idet han ikke kunne se en anden udvej. Omkring to til tre uger senere blev han igen stoppet af Taliban. Ansøgeren og hans passagerer blev igen kropsvisiteret, og Taliban fandt politilegitimation på to af passagererne. Ansøgeren og de to civilklædte politibetjente fik bind for øjnene og kørt til et hus i et øde område. Ansøgeren blev bragt til et værelse, hvor en mullah beskyldte ansøgeren for at have samarbejdet med myndighederne. Mullahen sagde, at det var sidste gang, at ansøgeren kørte med politifolk uden at informere Taliban. Dagen efter blev ansøgeren og de to politibetjente sat til at grave et hul i jorden. Samme eftermiddag opstod der skyderi, hvorunder det lykkedes for ansøgeren, de to politibetjente og to andre mænd at flygte. De flygtede over en bakke og kort tid derefter dukkede flere politibiler op. Ansøgeren og de fire andre blev bragt til en politistation, hvor de blev afhørt. Efterfølgende tog ansøgeren hjem til en ven, hvorefter han udrejste af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen lægge ansøgerens forklaring til grund, og vurderer også i overensstemmelse med Udlændingestyrelsen, at konflikten med ansøgerens tidligere forlovedes familie må anses for afsluttet. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til Taliban i sit lokalområde, og det er derfor sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden hertil vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid findes ansøgeren at kunne henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er en ung rask mand i den arbejdsdygtige alder, fremstår helt uprofileret. Ansøgeren tilhører en større etnisk gruppe, og hans sprog og religion er blandt de dominerende i landet. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Hertil kommer, at ansøgeren tidligere har boet i kortere perioder i Kabul. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger tilstrækkelig adgang til mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår vil være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i en af storbyerne Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af disse byer som internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/439/MKT
