Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgeren, der er afghansk statsborger, er etnisk hazara og shia-muslim fra landsbyen [A] i Beshud i Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en person ved navn [Y], idet ansøgeren har været involveret i [Y]’s fars død. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans bror, [M], havde en konflikt med en person ved navn [S]. Konflikten omhandlede jord og græsning af dyr. En dag skældte [S] ansøgeren og [M]’s yngre bror, [B], ud i nærheden af et vandløb med en mølle. [M] blandede sig og begyndte at skælde [S] ud, fordi [B] blot var en lille dreng. Skænderiet mellem [S] og [M] endte med, at [S] gik ind i møllen og hentede et våben, hvorefter han skød [M]. Da han havde slået [M] ihjel, skød han i retning af ansøgerens bopæl og råbte ”kom og hævn din brors blod”. Både ansøgeren og hans farbrors søn, [I], havde overværet drabet på [M], og da de fik lejligheden til det, løb de hen til ansøgerens bopæl og hentede deres våben. Herefter opstod der skudveksling mellem ansøgeren og [I] på den ene side og på den anden side [S] og dennes svoger, [G], som også havde opholdt sig i nærheden. Skudvekslingen fortsatte længe, og det undrede ansøgeren, at [G] havde et våben, og at [S] og [G] havde medbragt en stor mængde ammunition. Under skudvekslingen råbte de flere gang til [G], at han ikke havde nogen andel i konflikten mellem dem og [S]. Skudvekslingen fortsatte til daggry den følgende dag, hvorefter [S] og [G] ophørte med at skyde. Ansøgeren og [I] gik hen til møllen, hvor de fandt [G]’s lig lidt derfra, og ved vandløbet fandt de også [S] død. Henset til, at ansøgeren og [I] flere gange havde råbt til [G], at han skulle forlade skudvekslingen, blev det dengang besluttet af landsbyens ældre, at ansøgeren og [I] skulle betale blodpenge til [G]’s far. [G]’s søn, [Y], var dengang en lille dreng, men nu, hvor han er blevet voksen, kan han ikke acceptere dette forlig. I slutningen af 2015 bosatte ansøgeren og hans familie sig i Kabul på grund af konflikten med kuchierne i hans hjemområde. Kort efter ringede [I] og fortalte ansøgeren, at [Y] fortsat ønskede at hævne sin fars død, og at han nu var begyndt at lede efter ansøgeren i Kabul. Ansøgeren vidste, at [Y] ønskede hævn over ham, idet han havde fået dette at vide nogle år forinden af sin nabo, [J]. Omkring halvanden måned herefter udrejste ansøgeren og hans familie af Afghanistan. Videre har ansøgeren som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel som følge af den generelle sikkerhedsmæssige situation i sit hjemområde. Til støtte for dette asylmotiv har ansøgeren forklaret, at kuchierne i otte-ti år har forsøgt at overtage hans hjemområde, hvorfor der har været mange væbnede konflikter i området, og at han som følge heraf har været nødsaget til at være i besiddelse af våben, så han havde mulighed for at forsvare landsbyen og sin familie. Ansøgeren har en formodning om, at de afghanske myndigheder og Taliban har forsynet kuchierne med våben. På baggrund af ansøgernes forklaringer må det lægges til grund, at ansøgerne vil kunne tage ophold i f.eks. Kabul og derved undgå at komme i konflikt med kuchierne. Spørgsmålet for nævnet er herefter alene, om den mandlige ansøgers angivelige konflikt med [Y] vil kunne begrunde beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnets flertal tiltræder, at det, som ansøgerne har anført om konflikten med [Y] ikke kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus i medfør af udlændingelovens § 7. Nævnet er enig med Udlændingestyrelsen i, at det kan lægges til grund, at den mandlige ansøger var involveret i en konflikt i sin hjemby for omkring 16 år siden, hvorunder bl.a. [Y]’s far blev dræbt, og at det meget vel kan have været den mandlige ansøger, som var ansvarlig for drabet, der også meget vel kan være foregået i en form for nødværge. Flertallet finder, at det imidlertid ikke kan lægges til grund, at ansøgerne med baggrund heri skulle være efterstræbt af [Y]. Flertallet lægger i den forbindelse vægt på, at der efter det oplyste efter episoden – og på baggrund af en beslutning fra et ”ældreråd” – blev betalt blodpenge af den mandlige ansøgers familie til [Y]’s faders familie, og at meget herefter taler for, at episoden må anses for afsluttet mellem parterne. Flertallet er i den forbindelse opmærksom på, at betaling af blodpenge ikke i alle tilfælde udelukker efterfølgende blodhævn. Det fremgår imidlertid af Landinfos temanotat af 22. april 2010, ”Afghanistan, Blodhevn, tradisjonelle lover (pushtunwali) og tradisjonelle konfliktløsningsmekanismer” (bilagsnr. 342), bl.a.: ”Blood feud and private revenge taking also occurs but is less common among non-Pashtun groups. There is a greater willingness to take problems to government courts, particularly where disputants are not members of a single ethnic group, but even here informal mechanisms predominate (Barfield 2003 …). Om hazara dominerede områder fremgår det mere specifikt bl.a.: ”Ifølge ILF-rapporten behandles de fleste konflikter i Hazarajat (sentrale Afghanistan: Bamyan, Orozgan, Wardak og Blakh) i medhold av religiøse og tradisjonelle lover (ILF 2004). … Før forhandlingerne i marakaen starter, må parterne forplikte seg til å respektere den beslutning marakaen kommer frem til. Marakaens beslutning er bindende, personer som ikke innretter seg risikerer bortvisning fra stammen og/eller at familien eksponeres for lokale sanksjoner …”. Hertil kommer, at episoden ligger mange år tilbage i tid, og at ansøgerne indtil kort tid forud for udrejsen opholdt sig i samme landsby, som da episoden fandt sted. Flertallet tillægger det desuden vægt, at det forekommer usandsynligt, at det tilsyneladende alene er den mandlige ansøger, som [Y] skulle efterstræbe, idet det efter den mandlige ansøgers forklaring må lægges til grund, at [I], der efter det oplyste i hvert fald indtil for otte måneder siden befandt sig i Afghanistan, også deltog i episoden. Endelig må det tillægges vægt, at det mest af alt synes at bero på formodninger, at [Y] skulle efterstræbe ansøgerne, idet oplysningerne om at [Y] ledte efter dem, skulle komme fra [I], der havde modtaget oplysning herom fra en person, der er slægtning til en person, der er gift med en slægtning fra [Y]’s familie. Flertallet finder, at der herefter er ikke holdepunkter for at antage, at ansøgerne reelt er efterstræbt af [Y], eller at den mandlige kan vente andre sanktioner som følge af episoden, hvorfor det må lægges til grund, at ansøgerne ikke er i individuel risiko for at blive udsat for overgreb efter udlændingelovens § 7, ved en tilbagevenden til Afghanistan. Endvidere bemærkes, at heller ikke de konkrete forhold for hazaraer i Afghanistan kan begrunde opholdstilladelse. Flygtningenævnet stadfæster herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/427/SOL
