Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra landsbyen […], Takhar-provinsen i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af [en mand], som hans far havde en privatretlig konflikt med. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at hans far tjente ved det afghanske militær sammen med [mandens] søn, […]. De blev begge udstationeret i [en afghansk provins] for at bekæmpe Taliban. Efter omkring to års tjeneste kom ansøgerens far tilbage til landsbyen med [mandens] søns lig, som faren overleverede til [manden] og dennes familie. Sønnen var blevet dræbt af Taliban under kamphandlinger i [den afghanske provins]. Nogle dage efter begravelsen, beskyldte [manden] ansøgerens far for at have slået hans søn ihjel, hvilket ansøgerens far nægtede ved flere lejligheder. [Manden] og hans sønner begyndte derefter at komme på ansøgerens families bopæl om natten. Nogle gange kom de en gang om ugen, andre gange kom de en gang om måneden. Hver gang de kom på familiens bopæl, lavede familien så meget larm, at personerne forlod bopælen igen. Ansøgerens far fortalte ansøgeren, at [manden] og hans sønner kom for at slå familien ihjel, som hævn for [mandens] afdøde søn. Efter en for ansøgeren ukendt tidsperiode besluttede hans forældre, at han og hans bror, […], skulle forlade Afghanistan, da ansøgerens forældre frygtede, at [manden] ville slå dem ihjel. Ved den pakistanske grænse blev ansøgeren og hans lillebror stoppet af Taliban, som besluttede, at lillebroren var for lille til at udrejse af Afghanistan, hvorfor ansøgeren fortsatte udrejsen alene. Ansøgeren har én gang haft kontakt med sin farbror, som boede i samme landsby som ansøgeren. Farbroren ringede til ansøgeren og fortalte, at ansøgerens fars fjender havde slået ansøgerens forældre ihjel den 10. ramadan. Ansøgerens farbror fortalte ikke ansøgeren yderligere omkring omstændighederne vedrørende drabet, og ansøgeren fik ikke farbrorens telefonnummer, da ansøgeren blev rigtig ked af det. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at [manden] og dennes familie, som boede i samme landsby som ansøgeren, gennem et helt år skulle have ønsket at foretage et hævndrab på et medlem af ansøgerens familie, uden at gøre alvor af truslerne. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens formodning, at [mandens] familie fortsat skulle efterstræbe ham. Flygtningenævnet finder efter de foreliggende baggrundsoplysninger ikke, at den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan på grund af tilfældig, generaliseret vold har antaget en så alvorlig og ekstrem karakter, at en udsendelse til Afghanistan vil være en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Ansøgeren findes heller ikke at have sandsynliggjort at være risiko for umenneskelig behandling eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/426
