Nævnet meddelte i oktober 2017 opholdstilladelse (K-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra Uruzgani i Balkh-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at blive slået ihjel af befolkningen, politiet eller sine kidnappere, idet de mener, ansøgeren er vantro. Til støtte herfor har ansøgeren forklaret, at han otte måneder forinden sin udrejse af Afghanistan begyndte at stille kritiske spørgsmål til underviseren i faget i ”islamisk teologi” på [sit uddannelsessted] i Mazar-e-Sharif. Før dette var ansøgeren begyndt at læse artikler om ateisme på en hjemmeside ved navn Nashre Bedari. Når ansøgeren stillede kritiske spørgsmål om for eksempel dommedag eller slagtning af dyr ved eid, syntes han ikke, han fik ordentlige svar fra sin lærer. Der var to studerende i ansøgerens klasse, […] og […], som ikke brød sig om, at ansøgeren stillede den slags spørgsmål, hvilket de konfronterede ansøgeren med. Tre til fem dage inden udrejsen af Afghanistan spurgte ansøgeren sin lærer, hvorfor dommedag ikke var kommet, når der skete så mange dårlige ting. Ansøgerens lærer blev vred, og bad ham om at tie stille. Da ansøgeren kom tilbage til klasselokalet efter pausen, så han, at to medstuderende, […] og […], var ved at gennemrode hans taske. De havde fundet nogle af artiklerne fra hjemmesiden Nashre Bedari, som ansøgeren havde glemt at tage op af sin taske. De to medstuderende overfaldt ansøgeren og sagde, at de ville melde ham til politiet, fordi han var vantro. Med hjælp fra nogle andre medstuderende lykkedes det ansøgeren at stikke af, hvorefter han tog hjem til sin families bopæl i Uruzgani. Da ansøgeren kom hjem, fortalte han sin far, hvad der var hændt. Faren fortalte, at der tidligere samme dag havde været to personer fra landsbyens ældreråd og spørge efter ansøgeren. Senere samme aften bankede det på porten til familiens hus. Ansøgerens far åbnede, og ansøgeren så fra vinduet, at nogle bevæbnede folk med skæg kom ind i gården. De overfaldt ansøgerens far, og ansøgeren løb ud til ham, hvorefter han blev overfaldet. De ukendte personer sagde, at ansøgeren var vantro, hvorefter de puttede en sæk over hovedet på ham og tog ham med ud i en bil. Efter omkring 45 minutters kørsel blev ansøgeren ført ind i rum og fik sækken af hovedet. De ukendte personer fortsatte med at slå og sparke ansøgeren og sagde, at ansøgeren var vantro og spurgte, hvem han samarbejdede med. Herefter mistede ansøgeren bevidstheden. Da ansøgeren vågnede, var det lyst, og der kom nogle ukendte mænd ind i rummet med de papirer, ansøgeren havde printet fra hjemmesiden Nashre Bedari. De udsatte ansøgeren for fysiske overgreb og spurgte, hvem ham samarbejdede med. Inden personerne gik ud igen, overhørte ansøgeren dem sige, at ansøgeren skulle for retten næste morgen, så alle kunne se, hvilken straf en vantro skulle have, og at [en person] og [en anden person] skulle underrettes. Ansøgeren faldt i søvn og vågnede, da det var mørkt. Ansøgeren skulle på toilettet, som lå i hjørnet af rummet, og ansøgeren så, at han kunne fjerne nogle mursten i det hul, som udgjorde toilettet. Da ansøgeren havde fjernet murstenene, kunne han komme ned i et hulrum, der var under toilettet. Derfra kunne ansøgeren slippe ud af en lem, man bruger til at tømme toilettet. Ansøgeren løb derfra og efter omkring 30 minutters løb, så han billygter fra en lastbil med åbent lad, som ansøgeren kastede sig op på. Da ansøgeren hoppede af lastbilen, var han tæt på sin egen landsby, Uruzgani. Da ansøgeren kom hjem, forklarede han sin far situationen, og faren sagde, at ansøgeren og hans ægtefælle skulle tage til Kabul til ansøgerens moster, hvilket de gjorde med det samme. De ankom til mosteren i Kabul om eftermiddagen, hvorefter ansøgeren ringede til sin far, som fortalte, at der havde været nogle personer på bopælen tidligt samme morgen for at spørge efter ansøgeren. De havde også sagt, at ansøgeren var vantro. Samme aften blev ansøgeren hentet af en mand i en bil, hvorefter han blev kørt til en for ansøgeren ukendt grænse, hvor han udrejste af Afghanistan. I [vinteren] 2016 fik ansøgeren at vide af sin far, at politiet flere gange har været på bopælen for at spørge efter ansøgeren. De havde også ransaget huset og fundet nogle artikler fra hjemmesiden Nashre Bedari, som lå i vindueskarmen. Ansøgerens far følte sig så chikaneret at politiet, at han og resten af familien flyttede til Kabul, men også her blev han opsøgt af politiet, hvorefter de flyttede til Herat. Flygtningenævnets flertal lægger ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Ansøgeren har i asylskemaet givet en detaljeret redegørelse for sit asylmotiv og har efterfølgende gennem hele sagsforløbet forklaret konsistent og overbevisende herom. Flertallet lægger således til grund, at ansøgeren før han begyndte på universitetet begyndte at tvivle på islam og så vidt muligt undlod at gå i moske og alene foregav at bede, når han ikke kunne undslå sig overfor sin far. Flertallet lægger endvidere til grund, at han i forbindelse med undervisning på universitetet stillede kritiske spørgsmål om islam, og at 2 medstuderende, som fandt ham i besiddelse af en artikel om ateisme, udøvede vold i mod ham, hvorefter ansøgeren senere samme dag i hjemmet blev opsøgt af bevæbnede mænd, som frihedsberøvede ham. De gav under afhøringer udtryk for, at ansøgeren var vantro og skulle straffes med døden. Flygtningenævnets flertal finder herefter, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan på grund af sit frafald fra den islamiske tro vil være i risiko for forfølgelse fra sin familie, beboerne i lokalområdet og myndighederne. Da ansøgeren ønsker at leve åbent som ateist og ikke kan forvente, at myndighederne vil yde ham beskyttelse, finder flertallet, at ansøgeren ikke kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan. Ansøgeren meddeles derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1.” afgh/2017/424/col
