Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra [en landsby], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive taget af Taliban, idet han er på Talibans sorte liste. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far blev slået ihjel af Taliban i 2007. Omkring to år herefter blev ansøgerens bror, [A], angrebet af Taliban i forbindelse med sit arbejde. Der blev endvidere afleveret to trusselsbrev på familiens bopæl. Trusselsbrevene var primært rettet mod ansøgerens bror og tillige mod familien. I 2009, en til to måneder efter modtagelsen af det sidste trusselsbrev, udrejste ansøgerens bror af Afghanistan. Efter ansøgerens brors udrejse af Afghanistan modtog ansøgeren og hans familie ikke trusselsbreve fra Taliban, ligesom de ikke blev opsøgt af Taliban. Ansøgeren udrejste af Afghanistan i 2012. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet finder, at forklaringen fremstår utroværdig, udbyggende og konstrueret til lejligheden. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om, hvornår hans bror og familien modtog de i sagen omhandlede trusselsbreve, der må anses for en meget væsentlig del af belysningen af ansøgerens asylmotiv. I asylskemaet, under oplysnings- og motivsamtalen og over for nævnet har ansøgeren oplyst, at hans bror modtog et trusselsbrev henholdsvis før og efter angrebet af Taliban i 2009, men under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at trusselsbrevene blev modtaget efter angrebet af Taliban. Tolkeproblemer kan efter nævnets opfattelse ikke forklare denne divergens. Hertil kommer, at nævnet må anse det for påfaldende, at Taliban først angriber ansøgerens bror omkring to år efter drabet på faderen i 2007, ligesom det er påfaldende, at Taliban ikke på noget tidspunkt hverken før eller efter afleveringen af trusselsbrevene eller broderens udrejse af Afghanistan ses at skulle have opsøgt broderen eller familien på bopælen. Ansøgeren har desuden først over for nævnet forklaret, at han i perioden efter brorens udrejse af Afghanistan begyndte at sove ude en til to nætter om ugen hos andre i landsbyen af frygt for Taliban. Dette forhold kunne ansøgeren tidligere have oplyst om, og forklaringen må derfor på dette punkt anses for udbyggende. Når dette sammenholdes med, at ansøgeren først er udrejst af Afghanistan i 2012 og at der i tidsrummet efter 2009 ikke har været nogen konkrete trusler rettet mod ansøgeren eller dennes familie, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7. Hverken brevet [fra efteråret] 2015 fra Røde Kors om ansøgerens brors ophold i Østrig eller det af ansøgeren under nævnsmødet fremlagte udaterede trusselsbrev, angiveligt fra Taliban, kan føre til en anden vurdering. Herefter, og idet de generelle forhold i Afghanistan, herunder den sikkerhedsmæssige situation i landet, ikke i sig selv kan begrunde opholdstilladelse efter den nævnte bestemmelse, stadfæstes Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/422/EMU
