Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim af trosretning fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban eller ISIL. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han har arbejdet som tolk for de amerikanske-, britiske- og georgianske styrker i perioden fra 2011 og frem til midten af 2013. Ansøgeren har i forbindelse med arbejdet været stationeret i Helmand og Kandarhar. Ansøgeren har efterfølgende arbejdet i provinserne Herat og Kabul, hvor han arbejdede for private virksomheder. Da ansøgeren var stationeret i Helmand, modtog han flere telefoniske trusler. Ansøgeren formoder, at Taliban stod bag truslerne. De spurgte ansøgeren, om han var tolk. Da ansøgeren bekræftede, at han var tolk, kaldte de ham forræder, og truede med at slå ham ihjel. Ansøgeren modtog truslerne, da han arbejdede på en base, der blev kaldt […]. Ansøgeren arbejdede på denne base i syv måneder i løbet af år 2012. På tidspunktet for ansøgerens udrejse boede han i Kabul. Taliban havde indtaget Kunduz-provinsen og havde større indflydelse i Kabul end tidligere. Ansøgeren frygtede på denne baggrund at blive taget af Taliban. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om, at han i 2012 modtog telefoniske trusler i anledningen af, at han fungerede som tolk for de amerikanske styrker. Nævnet kan imidlertid ikke lægge til grund, at han også blev truet efter 2012, eller at ansøgerens bror har modtaget telefoniske trusler rettet mod ansøgeren, således som ansøgeren har forklaret for nævnet, idet nævnet finder forklaringerne herom udbyggende og utroværdige. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens asylmotiv, således som det kan lægges til grund, er af en sådan karakter, at det ikke kan begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at de telefoniske trusler, som ansøgeren har forklaret om, fandt sted i en periode på 7 måneder i 2012, hvor han opholdt sig i Helmand som tolk for amerikanske og britiske styrker, og at ansøgeren ikke modtog yderligere trusler, da han forlod Helmand, uanset at han i en periode på omkring et år herefter havde samme telefonnummer. Nævnet lægger videre vægt på, at de personer, som ringede og truede ansøgeren ikke var bekendt med ansøgerens navn, og at ansøgeren heller ikke selv oplyste det. Endelig lægger nævnet vægt på, at ansøgeren ikke er blevet personligt opsøgt af f.eks. Taliban, herunder ikke i den periode på omkring et år, hvor han opholdt sig i Kabul, inden sin udrejse. Ansøgeren har således ikke sandsynliggjort, at han er efterstræbt af Taliban eller andre. Flygtningenævnet finder, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde konventions- eller beskyttelsesstatus. På denne baggrund og efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgning omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/414/SHH
