Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik fra (…), Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har oplyst, at han ikke har nogen religion. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter [A], fordi ansøgeren har mistet det narkotika, som han skulle smugle for ham. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, fordi han uforsætligt har smuglet narkotika. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, da han ikke har nogen religion. Ansøgeren har som støtte for sit asylmotiv oplyst, at han arbejdede på en frugtplantage i Afghanistan. [A] var narkohandler, men ansøgeren vidste ikke dette til at starte med. Når [A] holdt fester, fremstod han som medlem af Taliban. Ansøgeren kender ikke [A’s] titel, men han tror, at han er kommandant. Ansøgeren arbejdede for [A] i tre måneder. Ansøgeren hentede pakker sammen med ham seks gange. Når de skulle hente pakker, kørte [A] ansøgeren til en grænsepost. Ansøgeren skulle herefter krydse grænsen til fods med en pakke. På den anden side af kontrolposten ringede [A] til ansøgeren og fortalte ham, hvem han skulle give pakken til. Den syvende gang ansøgeren skulle krydse kontrolposten, blev han anholdt, og myndighederne fandt pakken. Ansøgeren troede, at pakken indeholdt penge, men den viste sig at indeholde narkotika. Ansøgeren forklarede grænsevagterne, at han ikke vidste, at der var narkotika i pakken. Vagterne troede på ansøgeren, og de løslod ham med den betingelse, at han ikke måtte fortælle til nogen, at han havde været anholdt, og at han skulle sige til [A], at han havde tabt pakken. Ansøgeren tror, at vagterne selv ville beholde narkotikummet. Ansøgeren valgte at udrejse, da [A] ikke ville tro på, at ansøgeren havde tabt pakken, eller at han var blevet anholdt og løsladt igen. Ansøgeren udrejste herefter til Iran og videre til Danmark. Siden ansøgerens indrejse i Danmark, har han udvist interesse for kristendommen, men er nu holdt op med at gå i kirke. Ansøgeren har haft en meget streng religiøs opdragelse i Afghanistan. Religionen var hele tiden til stede på en meget ubehagelig måde. Da ansøgeren var femten til seksten år gammel, begyndte han at miste interessen for religionen. Ansøgeren stoppede med at bede og gå i moske i Afghanistan. Da ansøgeren kom til Danmark, ønskede han at stifte bekendtskab med kristendommen. Efter at have vokset op i et muslims miljø var ansøgeren nysgerrig efter at finde ud af, hvad det kristne verdenssyn gik ud på. Ansøgeren har ikke gået i kirke eller deltaget i andre kristne aktiviteter i Afghanistan. På asylcenteret lærte ansøgeren nogle kristne at kende og igennem dem begyndte han at gå i kirke. Ansøgeren har gået i kirke i Bethaniakirken i Aalborg og i en kirke i Brovst. Ansøgeren har læst dele af biblen. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen forekommer usandsynlig og dermed konstrueret til lejligheden. For så vidt angår ansøgerens konflikt med [A] og myndighederne i Afghanistan har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, hvordan han fik job i Shirin Aghas frugtplantage forekommer utroværdig. Det forekommer således ikke sandsynligt, at Shirin Agha – tilsyneladende helt tilfældigt - skulle have standset ansøgeren en dag i byen og spurgt ham, om han søgte job og samme dag ansat ham og kørt ham til frugtplantagen. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring ikke har nogen videre kendskab til [A], herunder hvilken position i samfundet, [A] havde, om han havde kontakt til myndighederne, eller hvad hans arbejde var. Nævnet bemærker hertil, at ansøgeren til sin oplysnings- og motivsamtale forklarede, at [A] præsenterede sig som værende medlem af Taliban, og at ansøgeren vidste dette, da han begyndte at arbejde for ham, mens han under nævnsmødet har forklaret, at [A] alene præsenterede sig som Taleb, hvilket ikke er ensbetydende med en relation til Taliban. Det forekommer videre ikke troværdigt, at ansøgeren uden nærmere eftertanke skulle have påtaget sig at aflevere pakker/sække for [A], henset til måden, hvorpå det foregik. Endelig forekommer det utroværdigt, at politiet skulle have løsladt ansøgeren efter at have fundet hash i den pakke/sæk, de fandt på ansøgeren, alene på den betingelse, at ansøgeren ikke sagde til nogen, at politiet havde taget pakken fra ham. Nævnet har herved også henset til den forventelige straf for at transportere narkotika. Flygtningenævnet kan endvidere ikke lægge ansøgerens forklaring om sit frafald fra islam og manglende religion til grund. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren på overbevisende måde har redegjort for sine indre bevæggrunde herfor. Ansøgeren har således alene begrundet sit frafald fra islam i sin strenge religiøse opdragelse og farens reaktion på fundet af den vantro bog på hans værelse. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren på den ene side har forklaret, at han begyndte at miste interessen for religion, da han var 14-15 år og ikke har deltaget i religiøse handlinger i hverken Iran eller Afghanistan, og på den anden side at han i Danmark begyndte at gå i kirke. Flygtningenævnet finder endvidere, at det svækker ansøgerens troværdighed, at han angiveligt ikke har noget videre kendskab til sin brors asylmotiv, uagtet at de fulgtes under rejsen til Danmark, ligesom ansøgerens og brorens forklaringer om begivenhederne op til flugten er divergerende på en række væsentlige punkter. Ansøgeren har således blandt andet forklaret, at han kontaktede sin bror og mødte ham på brorens arbejdsplads, hvor broren vidste, at han kom, og at han var i Iran i fem dage frem til udrejsen, hvor han boede de fire af dagene hos sin bror. Ansøgeren har videre forklaret, at han havde penge til rejsen fra sit job i Iran og Afghanistan, at hans bror havde noget opsparing, og at han derudover gav broren fem millioner toman. Ansøgerens bror har derimod blandt andet forklaret, at han havde fortalt sin storebror, hvor han arbejdede, men at han ikke vidste, at storebroren ville komme i forretningen, at storebroren var i Iran i 14 dage og boede hos ham, og at han gav sin storebror 10 millioner tomaner, som dækkede størstedelen af udgifterne ved deres udrejse. Ansøgerens bror rettede – efter at have holdt pause sammen med sin storebror – sin forklaring til, at han pludselig var kommet i tanker om, at hans storebror kun boede hos ham i fem dage. Samlet set har ansøgeren derfor ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/413/JHB.
