Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og ateist fra (…), Parwan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive henrettet af sin familie, myndighederne eller den generelle befolkning, fordi han ikke længere tror på islam. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, da han er konverteret til kristendommen og i dag er ateist. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han er opvokset i en muslimsk familie, og at han praktiserede islam, indtil han var 17 år gammel. Da ansøgeren var 17 år, fortalte han sin far, at han ikke længere troede på islam. Ansøgeren blev i de efterfølgende to år tvunget til at bede af sine forældre. Da ansøgeren var 19 år, afholdt ansøgerens far et møde, hvor den årlige Muharam skulle planlægges. De personer som kunne koranen udenad, de ældre og mullahen deltog i mødet. Ansøgeren hjalp til ved at servere te og mad. På mødet skulle det koordineres, hvordan man bedre kunne sprede religionen til befolkningen. Under mødet sagde ansøgeren, at hvis religionen var en human religion, så skulle man hellere bruge Muharams budget til eksempelvis skoler, børnehjem eller på de trængende. De andre deltagere mente, at ansøgeren var ude på at ødelægge den religiøse tradition. Ansøgeren forklarede, at han talte om medmenneskelighed, og at det var det han opfordrede til. Ansøgeren sagde, at han ikke ville være med til at praktisere traditionerne på den måde, de blev afholdt. Ansøgeren fortalte, at han ikke længere troede på islam. Han tog herefter hjem. Ansøgerens far var en anerkendt person i lokalsamfundet, hvorfor han samlede folk, som skulle beslutte, hvad der skulle ske med ansøgeren. På forsamlingen blev det besluttet at give ansøgeren en frist på 15 dage, til at angre sine ytringer og vende tilbage til islam. Såfremt ansøgeren ikke gjorde dette, ville han blive straffet. I løbet af den 15 dages periode var ansøgeren overvåget, og han kunne derfor ikke flygte. Det lykkedes ansøgeren at flygte en nat, hvor hans to brødre, som skulle holde vagt, var faldet i søvn. Ansøgeren har siden sin indrejse i Danmark udvist interesse for kristendommen. Ansøgeren begyndte at interessere sig for kristendommen, da han var i Afghanistan. Da han var i Afghanistan, så han en film om Jesus. Ansøgeren oprettede også en Facebookprofil, så han kunne se, om hans kristne venner skrev noget om kristendommen. Da ansøgeren kom til Danmark, opsøgte han kirken. Der blev holdt et kursus med en præst mellem den 10. og 12. april. Den 11. april ytrede ansøgeren ønske om at blive døbt, og han blev døbt dagen efter. Ansøgeren havde ikke deltaget i nogen former for dåbsforberedelse. Ansøgeren har desuden været i kirke i Brovst, hvor de har kirkelige arrangementer på tors- og søndage. Ansøgeren går i kirke om søndagen i Ålborg. Det giver ansøgeren ro at gå i kirke. Ansøgeren går der ikke hver uge, da ansøgeren ikke kan lide at gå der så ofte. Ansøgeren følger nogle sider på Facebook, som handler om religion, og han har deltaget i diskussioner om religiøse spørgsmål. Han betragter sig nu som ateist. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig idet den på væsentlige punkter indeholder divergenser og forekommer usandsynlig. Han har således blandt andet på det centrale punkt om, hvornår han på et møde om anvendelse af midler i forbindelse med Muharam, tog til orde. Han har først til oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at det fandt sted, da han var 17 år og altså to år før udrejsen, mens han senere har forklaret, at han var 19 år og at mødet fandt sted umiddelbart før udrejsen. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvornår han fortalte sin far om, at han ikke længere var tilhænger af islam. Han har således såvel til oplysnings- og motivsamtalen som i asylsamtalen som indledningsvis for nævnet forklaret, at han fremsatte denne udmelding to år før udrejsen, mens han senere for nævnet har forklaret, at han på daværende tidspunkt alene gav udtryk for, at der var dele af islam, som han ikke kunne godtage. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke skulle være bekendt med de mulige konsekvenser af ikke at bekende sig til islam. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder ikke grundlag for at ændre denne vurdering på baggrund af de fremkomne oplysninger om, at ansøgeren kort efter sin ankomst til Danmark og uden dåbsforberedelse lod sig døbe, senere opgav sin sympati for kristendommen, og nu angiveligt betragter sig som ateist. Heller ikke det forhold, at han siden april 2017 har beskæftiget sig med dette emne på Facebook findes at have medført en tilstrækkelig profilering til, at dette i sig selv er asylbegrundende. Endelig bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/404/JHB.
