afgh2017395

Nævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunnimuslim af trosretning fra landsbyen […] i Kunduz-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel eller tvangsrekrutteret af Taliban. Ansøgeren har for Flygtningenævnet frafaldet sit asylmotiv om, at han frygter de afghanske myndigheder, da myndighederne har beskyldt ham for at samarbejde med Taliban. Endelig har ansøgeren henvist til, at hans liv er i fare, da ISIL er til stede i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at en aften, hvor han var på vej hjem, så han to talibanere, der var i gang med at grave. Mændene kaldte ansøgeren hen til dem, og mændene fortalte ham, at de var i gang med at grave en mine ned. Nogle dage efter kom regeringsstyrkerne til ansøgerens bopæl, hvor de beskyldte ansøgeren og hans familie for at samarbejde med Taliban, og de beskyldte dem også for at skjule talibanere på bopælen. Regeringsstyrkerne ransagede bopælen, men de fandt hverken våben eller talibanere. Regeringsstyrkerne gravede efterfølgende minerne op, og dagen efter opgravningen kom Taliban til ansøgerens bopæl, hvor de skød og dræbte ansøgerens far, og Taliban beskyldte også ansøgeren for at have fortalt regeringsstyrkerne om minerne. Ansøgeren gemte sig i sin families stald, da Taliban ledte efter ham på bopælen, og dagen efter flygtede han, sammen med sin mor og sine søskende, hjem til sin morbror i Kunduz by. Efter fire-fem dages ophold hos sin morbror udrejste ansøgeren alene fra Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at ansøgeren fremtræder med den fornødne modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren har besvaret de stillede spørgsmål på en måde, der har vist, at han har forstået spørgsmålene og deres betydning. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring fremstår meget overordnet og uden detaljer, hvorved ansøgerens forklaring ikke fremstår selvoplevet. Endvidere har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret udbyggende om helt centrale dele af sit asylmotiv. Til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret, at Taliban truede ham med, at de ville tage ham med og dræbe ham, hvis han sagde noget til regeringsstyrkerne. Til asylsamtalen [i foråret] 2017 har ansøgeren forklaret blandt andet, at han formodede, at Taliban ville bruge ansøgeren til krig. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at Taliban ved to lejligheder udtrykkeligt har sagt til ham, at Taliban ville bruge ansøgeren til hellig krig eller slå ham ihjel. På den baggrund tilsidesætter Flygtningenævnet ansøgerens forklaring om sit asylmotiv som konstrueret og utroværdig. Efter baggrundsoplysningerne lægger Flygtningenævnet til grund, at Taliban er til stede i Kunduz-provinsen og Kunduz-distriktet, og at Taliban rekrutterer unge mænd og drenge, men nævnet finder, at disse generelle forhold ikke medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Der er således ikke grundlag for at antage, at ansøgeren alene på grund af sin alder og ringe skolemæssige baggrund skulle være i særlig risiko for tvangsrekruttering af Taliban. Hertil kommer, at ansøgerens familie må antages fortsat at opholde sig i ansøgerens hjemområde. Endelig finder Flygtningenævnet, at ansøgerens frygt for ISIL ikke i sig selv er asylbegrundende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft nogen personlige konflikter med ISIL. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”  Afgh/2017/395/MGO