Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2005. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra [mindre by], Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en mand ved navn [A S], som har stjålet noget af ansøgerens families jord. Ansøgeren frygter derudover Taliban. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans far kom op at skændes med [A S] for omkring 13 år siden, hvor [A S] truede med at slå faderen ihjel og tog hans jord. Ansøgeren og hans familie rejste derefter til Iran. [A S] havde for omkring 15-16 år siden slået ansøgerens onkel ihjel og efterfølgende taget hans jord. På et ukendt tidspunkt i 2010 blev ansøgeren sendt tilbage til Afghanistan, fordi han ikke kunne fremvise et ID-kort i Iran. Ansøgeren boede nogle dage hos sin mors kusine i Mazar-e-Sharif, og tog derefter tilbage til sin tidligere landsby, [mindre by]. Ansøgeren ville kontakte [A S] for at få sin families jord tilbage. Ansøgeren talte med [A S] to gange. Den første gang hilste de på hinanden, og ansøgeren nævnte ikke noget om jorden. Den anden gang fortalte ansøgeren [A S], at jorden tilhørte hans far, hvortil [A S] sagde, at jorden tilhørte ham. Efter ansøgeren havde været hjemme hos [A S] anden gang, blev ansøgeren overfaldet på vej hjem fra en ven. Ansøgeren blev stoppet af fire til fem maskerede personer, som overfaldt ham. Ansøgeren blev slået bevidstløs og fundet på vejen af sin ven, som ringede til ansøgerens mors kusine. Hendes mand hentede ansøgeren og kørte ham på hospitalet. Ansøgeren var indlagt i to uger, og boede herefter halvanden til to måneder hos sin mors kusine, og halvanden til to måneder hos en agent ved Nimruz grænsen, hvorefter ansøgeren tog tilbage til Iran. Ansøgeren blev efterfølgende tre gange sendt tilbage fra Iran til Afghanistan. Ansøgeren opsøgte ikke [A S] i den forbindelse. Ansøgerens advokat har under nævnsmødet gjort gældende, at ansøger skal have asyl som følge af, at han ikke længere kan betragtes som rettroende muslim. Flygtningenævnet bemærker, at ansøger under mødet har forklaret, at han fortsat er muslim, og at han har tillært sig de sunni-muslimske bønner. Han har imidlertid under opholdet i Danmark undladt at bede, ligesom han i 2017 har undladt at faste. Flygtningenævnet finder ikke, at disse forhold, der i øvrigt ikke kan antages at være kendt i Afghanistan, kan føre til asyl. Vedrørende asylmotivet omkring jordkonflikten finder Flygtningenævnet det usandsynligt, at ansøgeren i en alder af 17 eller 18 år henvender sig alene til områdets kommandant, og kræver familiens jord tilbage, når han er bekendt med at onklen var blevet dræbt ligesom hans egen familie måtte flygte til Iran af samme årsag. Flygtningenævnet finder tillige at ansøgeren har forklaret divergerende på væsentlige punkter, herunder hvor mange gange han opsøgte kommandanten, og om det påståede overfald fandt sted på vejen til eller fra hans ven Islams adresse. Endvidere bemærker nævnet, at ansøgeren på nævnsmødet har udbygget sin forklaring på et væsentligt punkt, idet han har forklaret, at han efter overfaldet fra sin ven Islam har fået oplyst at en person, med tilknytning til kommandanten efterfølgende har spurgt om ansøgeren overlevede. Endelig finder nævnet, at det forekommer usandsynligt at den magtfulde kommandant skulle have vilje til at efterstræbe ansøgeren femten år efter jordkonflikten og syv år efter at ansøgeren opsøgte kommandanten. Som følge af ovennævnte tilsidesættes ansøgerens forklaring som usandsynlig, divergerende og udbygget. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være udsat for forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1 eller i reel og individuel risiko for overgreb efter Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet finder ikke, at kunne udelukke at ansøgeren på et eller andet tidspunkt har været udsat for knivoverfald, men finder ikke anledning til at udsætte sagen på en lægelig undersøgelse. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/388/IVK
