Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende tre kvindelige ansøgere samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia muslimer fra landsbyen [A], Oruzgan, Afghanistan. An-søgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af en gruppe af for dem ukendte personer, som har slået deres mand henholdsvis far ihjel. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv oplyst, at deres ægtefælle henholdsvis far har været aktiv i det demokratiske folkeparti (PDPA) i Afghanistan, og at han sam-arbejdede med regeringen. Ansøgernes mands henholdsvis fars to fætre var i opposition til den da-værende regering, idet de var mujahediner og tilhængere af partiet Vahdat Islami. De pågældende fætre begyndte at presse ansøgernes mand henholdsvis far til at slutte sig til dem. Dette forhold såede samtidig mistro til ansøgernes mand henholdsvis far i hans eget par-ti. Han følte sig presset som følge heraf, hvorfor familien valgte at flytte til Iran. Efter at have boet i Iran i 20 år blev ansøgernes mand henholdsvis far kontaktet af en ven, der spurgte, om familien ville vende tilbage til Afghanistan, henset til at der var ro i landet, og at der havde været et regeringsskifte. Familien valgte følgelig at flytte tilbage til Afghanistan, hvor de boede hos ansøgernes mands henholdsvis fars ven [B]. Efter at have boet i Afghanistan i et stykke tid skulle ansøgernes mand henholdsvis far til en jobsamtale. Han vendte imidlertid ikke tilbage til [B]’s bopæl samme dag som planlagt. Sidst på dagen kørte [B] ansøgerne til sin bror [C]. Da de nåede frem, fortalte [B] dem, at deres mand henholdsvis far var blevet slået ihjel. To dage senere kom [B] med hans lig. Mens ansøgerne boede hos [C], blev [B]’s bopæl opsøgt af nogle for ansøgerne og [B] ukendte personer, der kom tre nætter i træk for at spørge om, hvor personerne fra Iran var henne. Omkring en uge efter ansøgernes mands henholdsvis fars død udrejste ansøgerne fra Af-ghanistan til Iran. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund, herunder at deres ægtefælle og far blev dræbt efter at have været udsat for fysiske overgreb af ukendte personer, og at det skete umiddelbart efter, at han samme dag sam-men med fire andre, som også blev udsat for fysiske overgreb, havde været til et møde om at få en stilling. Flygtningenævnets flertal finder dog, at ansøgerne ikke herved har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan nu skulle være efterstræbt som følge af ægtefæl-lens/farens tidligere politiske aktiviteter i Afghanistan forud for familiens udrejse til Iran for ca. 30 år siden og omstændighederne i forbindelse med hans død i Afghanistan i sommeren 2006. Flygtningenævnets flertal har herved lagt vægt på, at ansøgerne ikke nærmere har kunnet kon-kretisere, med hvem deres konflikt består. De har peget på flere og ret forskellige mulige ger-ningsmænd til drabet på ægtefællen/faren, herunder nogle fra hans eget parti, hans fætre og Tali-ban. Udover tre henvendelser fra ukendte personer i dagene umiddelbart efter ægtefællens død hos ægtefællens ven er hverken vennen eller ansøgerne efter det oplyste blevet opsøgt eller truet i anledning af episoden. Det kan efter flertallets opfattelse hverken på baggrund af de foreliggen-de baggrundsoplysninger eller ansøgernes forklaringer antages, at Taliban nu 11 år efter farens død skulle efterstræbe dem, ligesom det heller ikke kan antages, at de vil være i fare for at blive efterstræbt af hverken tidligere PDPA-medlemmer eller myndighederne. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at UNHCR’s Eligibility Guidelines fra 19. april 2016 ikke omfatter personer relateret til det tidligere kommunistiske styre i Afghanistan som potentielle risikogrupper. Med hensyn til ægtefællens fætre bemærker nævnets flertal, at ansøgerne ikke på overbevisende måde har kunnet redegøre for, hvorfor de i dag skulle være efterstræbt af disse. Det beror således alene på ansøgernes egen formodning, at de personer, der dræbte deres far og mand efter deres kortva-rige ophold i Afghanistan i 2006, skulle have et motiv for at dræbe ansøgerne på nuværende tidspunkt. Det bemærkes, at de generelle forhold i Afghanistan ikke er af en sådan karakter, at en person ved sin blotte tilstedeværelse i landet vil risikere at blive udsat for en behandling i strid med EMRK artikel 3, jf. herved EMD af 11. juli 2017, G.R.S v. the Netherlands (Appl. Nr. 77691/11). Det forhold, at ansøgerne er kvinder uden mandligt netværk i Afghanistan, kan ikke i sig selv begrunde, at ansøgerne meddeles opholdstilladelse. Efter det anførte har ansøgerne ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, indivi-duel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller ned-værdigende behandling eller straf. Den omstændighed, at ansøgernes søn/lillebror som uledsaget mindreårig i 2009 har fået opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens § 7, stk. 1, kan ikke føre til en anden vurdering. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrel-sens afgørelse”. afgh/2017/382/MAD
