Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2011.
Flygtningenævnet udtalte:
”Klageren har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og der skal herefter i medfør af udlændingelovens § 49 a træffes afgørelse om, hvorvidt klageren kan udsendes efter udlændingelovens § 31. Klageren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra […], Afghanistan. Klageren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Klageren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, fordi hans far arbejdede for den afghanske regering, og fordi han ikke vil tilslutte sig Taliban. Klageren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hans far arbejdede for myndighederne og af den årsag blev slået ihjel af Taliban i 2009. Klageren blev herefter efterstræbt af Taliban. Flygtningenævnet kan efter de foreliggende oplysninger tiltræde Udlændingestyrelsens vurdering af, at klageren ved en tilbagevenden til hjemlandet ikke risikerer forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Derimod lægger Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens vurdering vedrørende udlændingelovens § 7, stk. 2 til grund, hvorefter man ikke med den fornødne sikkerhed kan afvise, at klageren ved en tilbagevenden til sit hjemområde vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid finder Flygtningenævnets flertal, at klageren kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Vedrørende klagerens frygt for Taliban fremgår det af nævnets baggrundsoplysninger, at Taliban har sværere ved at nå personer i de tre storbyer, herunder navnlig lavt profilerede personer som klageren. Endvidere fremgår det af baggrundsmaterialet, at der fortsat kun er en beskeden grad af information mellem de forskellige Talibangrupper, selvom der i de senere år er sket en vis effektivisering af Talibans struktur, og at de fleste konflikter forbliver lokale. Det må videre tillægges vægt, at klageren trods et tidligere narkotikamisbrug, helbredsmæssigt er en rask ung mand i den arbejdsdygtige alder. Han har en morbror, som bor i Afghanistan med sin familie. Klagerens sprog, religion og etnicitet er blandt de dominerende. Ifølge baggrundsoplysningerne, herunder UNHCRs Guidelines (nr. 634), vil unge mænd som klageren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at klagerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket ved, at han henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer jf. Handbook pkt. 91 og UNHCR Guidelines on International Protection af 23. juli 2003, afsnit II C. Det skal særligt bemærkes, at forholdene i Kabul, Herat og Mazar-e-Sharif ikke er af en sådan karakter, at enhver returneret person ved sin blotte tilstedeværelse vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Sammenfattende finder Flygtningenævnets flertal, at klageren må antages at ville være i stand til at etablere sig i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at klageren derfor kan henvises til at tage ophold i en af de tre nævnte storbyer som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Det kan herefter ikke lægges til grund, at klageren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel risiko for forfølgelse omfattet af FNs Flygtningekonvention jf. udlændingelovens § 31, stk. 2, eller at han ved en tilbagevenden til hjemlandet vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 31, stk. 1. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/371/ATN
