Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra [landsby], [distrikt], Kapisa-provinsen, Afghani-stan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af befolkningen i Kapisa, fordi han har arbejdet for NATO, hvorfor han betragtes som vantro i befolkningen. Ansøgeren har som asylmotiv videre henvist til, at han frygter at blive dræbt af Taliban, fordi han har arbejdet for NATO. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i [vinteren] 2009 begyndte at arbejde for AIT som chauffør. AIT transporterede varer for NATO. Ansøgerens morbror arbejdede ligeledes for AIT. Ansøgerens far var ikke glad for, at ansøgeren arbejdede for AIT. Efter ansøgeren var begyndt at arbejde, så han sin familie én gang om måneden. Omkring to måneder efter at ansøgeren var begyndt at arbejde for AIT, var ansøgerens far i moskéen. I moskéen sagde faren, at han ikke længere betragtede ansøgeren som sin søn. Ansøgeren forsatte med at besøge sine forældre, men han gjorde det kun, når det var mørkt. [I sommeren] 2015 var ansøgeren og hans morbror på besøg hos ansøgerens forældre. Efter besøget skulle de besøge morbrorens fætter. På vej derhen blev der skudt mod ansøgeren og hans morbror. Morbroren blev ramt af skud, men ansøgeren nåede at flygte. Ansøgeren tog derefter til Kabul og kontaktede morbrorens fætter, som fortalte, at morbroren var død. Ansøgeren var bange for, at han også ville blive skudt. Ansøgeren valgte derefter at udrejse af Afghanistan. Efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, finder Flygtningenævnet ikke, at forklaringen kan lægges til grund. Nævnet lægger vægt på, at forklaringen på helt afgørende punk-ter er divergerende, og at forklaringen derfor må anses for konstrueret til lejligheden. Der henvises blandt andet til, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at der kom nogle mænd fra Taliban frem og skød morbroren, efter at de havde besøgt ansøgerens familie. Ansøgeren kunne genkende mændene, som skød efter dem, da han havde set mændene i deres by, og de tilhørte Taliban. Under asylsamtalen og for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke kunne se de personer, der skød mod dem, og at han ikke ved, hvem der skød. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om hyppigheden og varigheden af sine besøg hos ansøgerens forældre i Kapisa. Under asylsamtalen har ansøgeren forklaret, at han så sine forældre omkring en gang om måneden, og at han besøgte sin mor i et par timer ad gangen i de seks år, han arbejdede som chauffør. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at der kunne gå én til tre måneder mellem besøgene, og at han alene opholdt sig 10 til 15 minutter ad gangen på bopælen. Ansøgeren har under oplysnings- og motivsamtalen i øvrigt forklaret, at han kunne komme kom hjem og bo i nogle dage hos familien, hvorefter han igen tog på arbejde. Der henvises endvidere til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han ikke oplevede nogen problemer i befolkningen i Kapisa, efter at han var begyndt at arbejde som chauffør, men at han kunne se på befolkningen, at de hadede ham, når han kom i moskéen i Kapisa. Forespurgt nærmere herom, har ansøgeren forklaret, at han alene én enkelt gang er kommet i moskéen i Kapisa, og at han var sammen med militærfolk. Han har ikke været i stand til at oplyse nærmere om anledningen til besøget eller tidspunktet herfor. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om kontakten med sin far. Under oplysnings- og motivsamtalen har ansøgeren forklaret, at ansøgerens far flere gange ringede til ansøgeren efter at han var begyndt sit arbejde som chauffør, mens han under asylsamtalen har forklaret, at hans far engang i mellem ringede til ansøgeren og spurgte, hvordan det gik. For nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke talte med sin far, efter at han var begyndt at arbejde som chauffør. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en konkret og individuel begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/364/HHU
