Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbekisk og sunnimuslim fra Samangan, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive fængslet af myndighederne eller slået ihjel af Taliban, fordi han arbejdede som soldat for myndighederne og deserterede fra tjeneste kort tid før sin udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at han frivilligt startede i militærtjeneste [i] 2011. Omkring [sommeren] 2012 begyndte han at arbejde hos operationsstyrkerne. Han blev udstationeret på en base i provinsen […], hvor han skulle hjælpe til med at bekæmpe Taliban. Han var en del af sikkerhedsteamet, som havde til opgave at overvåge og skabe overblik over et område, før den reelle mission startede. Ansøgeren var med sin gruppe på mission natten [i sommeren] 2015 i landsbyen […]. De var seks personer på en kontrolpost ved byens hovedvej. Taliban angreb gruppen, mens en person holdt vagt og fem personer sov. Taliban skød mod et hus, hvor gruppen opholdt sig. Ansøgerens gruppe vågnede og flygtede væk fra huset i modsat retning af, hvor Taliban skød fra. Personen, der holdt vagt, blev skudt og slået ihjel. Ansøgerens gruppe løb en halv kilometer og kaldte på politistationen over en walkie talkie. Gruppen blev hentet og kørt til amtsdistriktskontoret i [en by]. En efterforsker, […], sørgede for, at ansøgeren og gruppen blev placeret i et rum, hvor de skulle afhøres hver for sig. Ansøgeren flygtede fra kontoret den efterfølgende nat uden problemer. En lastbilchauffør kørte ansøgeren hjem. Ansøgeren overnattede på sin bopæl og rejste videre den efterfølgende dag. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at ansøgeren har været ansat som menig soldat i sikkerhedstjenesten. Det kan derimod ikke lægges til grund, at ansøgeren har været udsat for den hændelse, han har forklaret om, og således heller ikke at han risikerer straf for desertering efter hændelsen. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring om hændelsen savner indre logik, og at forklaringen fortløbende er blevet udbygget under sagens behandling. I asylskemaet har ansøgeren således yderst kortfattet oplyst, at: ”Jeg udførte opgaver i distriktet. Taliban kom. De angreb vores post. Vores vagt blev martyrdræbt. Vi flygtede. De tog alle vores våben med.”. Senere har ansøgeren forklaret flere og flere detaljer om hændelsesforløbet, og han har senest til den beskikkede advokat og for nævnet forklaret, at han så hele hændelsesforløbet for sig som en film, og at kontrolposten blev sprængt i luften af en raket. Flygtningenævnet finder det ikke troværdigt, at ansøgeren og fire kolleger flygtede fra kontrolposten uden sko og uden at medtage deres våben, hvorimod radioen blev medtaget. Flygtningenævnet finder videre, at forklaringen om hændelsesforløbet som tilbageholdt af sikkerhedstjenesten ikke er sandsynligt. Det gælder navnlig, at ansøgeren, som den eneste af de fem tilbageholdte, nød en sådan særstilling, at han havde mulighed for efter et toiletbesøg frit at forlade sikkerhedstjenesten uden at blive tilbageholdt af vagten, som blot spurgte, hvor han skulle hen. Flygtningenævnet har også lagt vægt på, at myndighederne angiveligt ikke umiddelbart efter den angivne desertering har eftersøgt ansøgeren hos forældrene, men angiveligt alene spurgt efter ham omkring halvandet år efter hændelsesforløbet. Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse for myndighedernes side ved en tilbagevenden til Afghanistan. Flygtningenævnet finder heller ikke grundlag for at antage, at ansøgeren risikerer overgreb fra Talibans side som følge af ansøgerens tidligere ansættelse som menig soldat i sikkerhedstjenesten. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/358/col
