Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra byen Ghazni i Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban eller de afghanske myndigheder, idet han er mistænkt for at stå bag drabet på sin forretningspartner, [A]. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at han ejede en forretnings, hvorfra han solgte skind. Da han havde ejet forretningen i omkring to år, indgik han en kontrakt på fire år med en person ved navn [A], som herefter blev ansøgerens forretningspartner. Det var ansøgerens opgave at indkøbe skindet, hvorefter [A] ville forstå et videresalg heraf. En dag var ansøgeren i Wardak-provinsen for at hente to sække med skind, som skulle afleveres til en forretning i byen, [B]. [A] troede dog, at de to sække med skind tilhørte ansøgerens forretning og var således af den opfattelse, at ansøgeren havde snydt ham for fortjenesten ved videresalget af skindet. [A] og ansøgeren skændtes om dette, hvilket endte i et slagsmål. I den følgende periode var [A] sur på ansøgeren, og deres indbyrdes kommunikation var dårlig. Otte dage senere kørte [A] ud med noget skind, som ansøgeren netop havde hentet i landsbyen, [C]. To timer efter han var taget afsted, blev ansøgerens forretning opsøgt af politiet. Politiet anholdt og bandt ansøgeren. Herefter blev han transporteret i en politibil i omkring 20 minutter, indtil bilen holdt ind til siden. I bilen fortalte politiet ham, at han havde slået sin forretningspartner, [A], ihjel, hvilket ansøgeren benægtende. Ansøgeren modtog et opkald fra sin familie, der spurgte ansøgeren, hvor han befandt sig og fortalte, at politiet var på familiens bopæl. Politiet fortalte ansøgeren, at de ville løslade ham, hvis han betalte dem en stor sum penge. Hvis han ikke betalte, ville de køre ham til politistationen. Ansøgeren og politiet forhandlede om, hvor mange penge ansøgeren skulle give dem, hvilket endte med, at ansøgeren gav dem 200.000 af de 250.000 afghani, han havde på sig. Politiet lod herefter ansøgeren gå, men rådede ham til ikke at tage hjem, idet politiet fortsat var til stede på ansøgerens bopæl. Ansøgeren tog herefter til Kandahar-provinsen og udrejste af Afghanistan. Da ansøgeren var nået til grænsen til Pakistan, ringede hans nabo og fortalte, at der havde været en del politi ved ansøgerens bopæl. Flygtningenævnet finder, at ansøgerens forklaring må tilsidesættes som utroværdig, idet den på væsentlige punkter indeholder udbygninger og divergenser. Ansøgeren har således i oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han alene havde en diskussion med sin forretningspartner, mens han i senere samtaler og over for nævnet gradvist har udbygget det til, at han blev slået med en kæp, og at der blev kastet sten. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvor mange betjente, der var i bilen, og ved forehold af divergensen i partshøringssamtalen forklaret, at han var sikker på, at der kun var tre betjente, mens han ved foreholdet for nævnet har forklaret, at han er sikker på, at der var fire. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt det var ham eller hans ægtefælle, der ringede op, mens han befandt sig i politibilen, og om hvorvidt der var en eller to samtaler. På denne baggrund finder Flygtningenævnet ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i konkret og individuel risiko for forfølgelse eller overgreb som omhandlet i udlændingelovens § 7. Endelig bemærkes, at de generelle forhold for shiitiske hazaraer ikke i sig kan begrunde asyl eller beskyttelsesstatus. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/352/SOL
