Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Maydan-Wardak-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af to pashtunske mænd. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at han i Afghanistan arbejdede som fårehyrde, og at han gennem fem dage blev opsøgt af to pashtunske mænd, som slog og chikanerede ham, ligesom de kaldte ham vantro. Den sidste dag truede de med at voldtage ansøgeren. Da den ene mand begyndte at nærme sig ansøgeren, slog ansøgeren manden i hovedet med en kæp, hvorefter manden faldt bevidstløs til jorden. Ansøgeren flygtede herefter fra stedet, og løb hjem til sin bopæl i landsbyen. Omkring to timer senere opsøgte nogle pashtunere ansøgerens bopæl. Ansøgerens far sørgede for, at ansøgeren blev skjult i en ovn. Mændene råbte, at ansøgeren ville blive slået ihjel, hvis han ikke blev udleveret til dem. De sagde videre, at ansøgeren havde slået deres dreng ihjel. Mændene slog ansøgerens far og brødre, hvorefter de forlod bopælen. Dagen efter udrejste ansøgeren fra Afghanistan. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund, uanset at der kan have været en episode på bjerget. Forklaringen om asylmotivet fremstår således utroværdig og usandsynlig. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgerens forklaring om, at han var den eneste i landsbyen, der lod sine får græsse på bjerget ikke fremstår videre sandsynlig i lyset af, at ansøgeren har forklaret, at også andre i landsbyen havde fårehold. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at ansøgeren lader de to pashtuneres chikane af ham fortsætte i hen ved fem dage, uden at han nævner det for sin familie. Hertil kommer, at det ikke fremstår troværdigt, at han skulle være blevet forfulgt til sin landsby bestående af cirka 30 hazara-familier af en enlig pashtun, der således også skulle have efterladt sin kammerat bevidstløs på bjerget. Ansøgeren har ikke nærmere kunnet redegøre for, hvordan pashtunerne ved den efterfølgende opsøgning i landsbyen præcist vidste, at det var ansøgerens hus, der skulle opsøges. Ansøgeren har desuden først til sin tredje samtale oplyst, det for asylmotivet meget væsentlige forhold, at han var mistænkt for drab, hvilket også svækker hans troværdighed. Den omstændighed, at han angiveligt ikke tidligere er blevet direkte adspurgt herom, kan ikke føre til en anden vurdering. Ansøgeren har desuden under samtalerne og i nævnet udbygget sin forklaring om de seksuelle overgreb, som han angiveligt har været udsat for. Hertil kommer, at ansøgeren, som det fremgår af Udlændingestyrelsens afgørelse, har afgivet usikre og forskellige forklaringer om en række forhold til belysning af asylmotivet. Ansøgeren har blandt andet forklaret forskelligt om, hvorvidt han blev slået (eller taget fat i) under det første møde med pashtunerne på bjerget. Ansøgeren har desuden forklaret forskelligt om omstændighederne i forbindelse med episoden, hvor ansøgerens familie blev opsøgt i landsbyen, herunder om hvornår ansøgeren blev gemt i ovnen, og om det skete før eller efter, at der blev banket på døren. På den anførte baggrund, finder nævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han har behov for international beskyttelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Herefter, og da den generelle sikkerhedsmæssige situation i Afghanistan, herunder for hazaraer, heller ikke kan føre til beskyttelse efter udlændingelovens § 7 stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/348/mvln
