Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [landsby], [distrikt], Laghman-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af mullah [A] og folk fra hans lokalområde, fordi ansøgeren er blevet beskyldt for at have sat ild til en moské og dermed brændt koraner af. Ansøgeren frygter af samme grund at blive slået ihjel af henholdsvis Taliban, de afghanske myndigheder og muslimer i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han om aftenen [i efteråret] 2015 gik til moskéen for at bede aftenbøn. Ansøgeren var sent på den, og moskéens mullah var på vej ud af døren. Ansøgeren blev bedt om at slukke olielampen og lukke døren til moskeen, når han gik. Da ansøgeren forlod moskéen, glemte han at slukke lampen. Da ansøgeren, omkring 15 minutter senere, kom tilbage til sin bopæl, hørte han folk råbe, at der var brand i moskéen. Ansøgeren og hans far løb hen til moskéen. Da mullahen så ansøgeren, beskyldte han ham for at have sat ild til moskéen. Folk begyndte at slå og sparke ansøgeren. Landsbylederen, som var ansøgerens svigerfar, blandede sig og skabte en mulighed for, at ansøgeren kunne undslippe menneskemængden. Ansøgeren løb derefter tilbage til sin bopæl. Kort tid efter dukkede menneskemængden op på ansøgerens bopæl. Med hjælp fra sin svigerfar, lykkedes det ansøgeren at flygte. Ansøgeren tog hen til en skov, hvor hans svigerfar arrangerede, at en person ville hente ansøgeren og bringe ham til Kabul. I Kabul ringede ansøgeren til sin ægtefælle, der fortalte, at ansøgerens far og søn var blevet dræbt. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at nævnet er enig om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, fordi den på centrale punkter fremstår utroværdig og usandsynlig. Der er således ikke sammenhæng mellem ansøgerens forklaring om, at der nåede at opstå så kraftig brand i moskeen i løbet af den tid, det tog ham at gå fra moskeen til sit hjem, at han kunne høre råb om ild, da han nåede hjem, og forklaringen om, at han senere forslået nåede at løbe samme distance fra en flok på 10 til 15 mennesker. Ansøgeren har endvidere i sit asylansøgningsskema anført, at hans far og søn blev dræbt af tyranner på en forfærdelig måde, mens han under nævnsmødet har forklaret, at han under sit ophold i Kabul pr. telefon af sin hustru alene fik at vide, at hans far og søn var blevet dræbt, men at han ikke fik oplyst, hvordan og af hvem. Der er endvidere ikke sammenhæng mellem ansøgerens forklaring om, at hans mor og hustru også er udsat for fare på grund af episoden med branden i moskeen og derfor flyttede hen til svigerfaren, der bor i samme landsby, samtidig med at han har forklaret, at svigerfaren ikke er i stand til at beskytte ansøgeren mod faren. Forklaringen om, at der er forskel på mænd og kvinder i en sådan situation, kan ikke ændre ved denne vurdering. Flertallet finder derfor, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan er i en sådan risiko for fare som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.’’ Afgh/2017/346/HHU
