Nævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunnimuslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet de har forsøgt at rekruttere ham. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at familiens bopæl blev opsøgt af Taliban, som spurgte efter familiens sønner. Ansøgeren gemte sig i ovnen, og ansøgerens mor sagde, at hendes sønner ikke var hjemme. Taliban ønskede at gennemsøge huset, hvilket ansøgerens mor modsatte sig. Efterfølgende forlod Taliban bopælen. Herefter flyttede ansøgeren sammen med sin familie til Kabul, hvor han opholdt sig, indtil han udrejste af Afghanistan. Ansøgeren har som asylmotiv endvidere henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af sin fars onkels søn, [A], og hans sønner, fordi de to familier har en jordkonflikt. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hans bedstefar slog [A]s far ihjel på grund af en jordkonflikt mellem de to familier. Dette skete før ansøgeren blev født. Ansøgerens far solgte efterfølgende jorden som følge af stridigheden. Ansøgeren udrejste af Afghanistan af frygt for at blive slået ihjel af [A] eller hans sønner, som arbejder for regeringen. Flygtningenævnet tiltræder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Ansøgeren har svaret relevant på de stillede spørgsmål og på en måde, der godtgør, at han forstår, hvad asylsagsbehandlingen går ud på. Flygtningenævnet lægger ansøgerens forklaring om, at Taliban kom til familiens bopæl og spurgte hans mor, hvor hendes sønner var, at de gik igen, da moren sagde, at sønnerne ikke var hjemme, og at hun ikke ville tillade, at de ransagede huset. Flygtningenævnet finder imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive opsøgt af Taliban ved en tilbagevenden. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig havde talt med folk fra Taliban, at Taliban ikke udviste interesse for netop ansøgeren, hvilket bestyrkes af, at Taliban ikke efterfølgende i de to dage, inden ansøgeren og familien flyttede til Kabul, opsøgte familiens bopæl, at ansøgeren til asylsamtalen forklarede, at der ikke var nogen fra Taliban, der havde opsøgt familien efter, at de flyttede til Kabul, og at hverken ansøgeren eller familien har modtaget nogen trusler fra Taliban, der tværtimod accepterede morens afvisning af en gennemsøgning af huset. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan ikke frygter andre end [A]. Nævnet bemærker, at efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i regionen forekommer det ikke usandsynligt, at der forekommer tvangsrekruttering af unge mænd, men nævnet finder ikke, at de generelle forhold medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sin konflikt med [A] og hans familie til grund, idet den forekommer udbyggende og usandsynlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke oplyste noget om konflikten i asylskemaet til trods for, at han til oplysnings- og motivsamtalen forklarede, at han rejste fra Kabul på grund af [A] og hans familie. Nævnet har videre lagt vægt på, at den angivelige konflikt daterer sig tilbage fra før ansøgerens fødsel, at det forekommer usandsynligt, at [A] og hans familie kun vil slå ansøgeren ihjel, men ikke ansøgerens far, ligesom ansøgerens forklaring om, at [A] og alle hans seks børn arbejdede for regeringen, og at alle børnene har højtstående positioner i regeringen, forekommer usandsynlig. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter sin forklaring aldrig har set [A] eller hans børn, at han og hans familie aldrig har modtaget trusler fra dem, og at ansøgerens familie har boet i Kabul siden ansøgerens udrejse, og at de - indtil ansøgeren mistede kontakten med dem for syv-otte måneder siden - ikke havde oplevet problemer med [A] og hans børn. Nævnet finder således sammenfattende ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller har behov for beskyttelsesstatus efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/345/CMA
