Nævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pastun og sunni-muslim fra Nangarhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv forklaret, at hans far har transporteret ammunition for Taliban, og at faren i forbindelse hermed blev stoppet to gange af de afghanske myndigheder. Myndighederne sagde til ansøgerens far, at de ikke ville acceptere, at han transporterede ammunition for Taliban, samt at han ville blive stillet for en domstol, hvis de stoppede ham en tredje gang. Faren ophørte derefter med at være chauffør. Ansøgeren har videre forklaret, at Taliban derefter opsøgte faren og forlangte, at faren skulle overbringe sin ældste søn til dem, og at Taliban kaldte ansøgerens storebror for en spion. 15 dage senere kom Taliban på familiens bopæl og forlangte, at ansøgerens far udleverede sine tre sønner til Taliban. Ansøgerens far skjulte ansøgeren og ansøgerens lillebror, mens ansøgerens storebror frivilligt fulgte med Taliban. På vejen hen til Talibans opholdssted lykkedes det ansøgerens storebror at flygte. Taliban skød tre gange efter ansøgerens storebror, men han overlevede. Efterfølgende forsvandt ansøgerens far, men ansøgeren ved ikke, hvem der er ansvarlig for farens forsvinden. Folk i ansøgerens landsby har fået at vide, at ansøgerens storebror har overlevet flugtforsøget, og ansøgeren har hørt rygter om, at Taliban vil slå ham og hans storebror ihjel. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål og nævnet finder derfor, at ansøgeren har haft den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå asylsagsbehandlingen. Flygtningenævnet bemærker indledningsvist, at der er elementer i ansøgerens asylmotiv, der ikke fremstår ganske sandsynlige, herunder at ansøgerens far to gange skulle være blevet løsladt af myndighederne efter at være tilbageholdt med ammunition tilhørende Taliban, samt at broren skulle kunne flygte fra Taliban under en transport. Henset til ansøgerens unge alder, og til at ansøgeren i øvrigt har forklaret konsistent om det passerede, lægger Flygtningenævnet i det væsentlige ansøgerens asylmotiv til grund. Uanset dette finder Flygtnin-genævnet imidlertid ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han vil være i risiko for at blive opsøgt af Taliban, herunder med henblik på tvangsrekruttering ved en tilbagevenden. Flygtningenævnet lægger herved vægt på, at ansøgeren efter sin egen forklaring har kunnet opholde sig i hvert fald omkring tre uger på bopælen efter storebrorens flugt fra Taliban, uden at Taliban har henvendt sig hverken efter ham eller lillebroren. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren derefter har kunnet opholde sig to til tre måneder i Jalalabad sammen med sin sårede storebror, uden at Taliban har søgt efter hverken ham eller storebroren. Det bemærkes, at det fremgår af ansøgerens forklaring, at de i perioden fik besøg af landsbybeboere, der således var bekendt med opholdsstedet. Flygtningenævnet lægger endelig vægt på, at ansøgerens lillebror har kunnet opholde sig sammen med moren først i hjemmet og derefter fra omkring otte dage efter farens forsvinden hos morbroren i en nærliggende landsby også uden problemer. Efter baggrundsoplysningerne om Talibans tilstedeværelse i regionen findes det ikke usandsynligt, at der forekommer tvangsrekruttering af unge mænd, men nævnet finder ikke, at de generelle forhold medfører, at der alene af den grund kan meddeles ansøgeren opholdstilladelse. Herefter, og idet ansøgeren ikke har sandsynliggjort en individuel, konkret og reel risiko for, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil blive udsat for forfølgelse eller overgreb omfattet af udlændingeloven § 7, stadfæster Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/34/SOL
