Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra Kapisa, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive dræbt af en narkobandeleder ved navn [A], idet han mistænker ansøgeren for at have givet oplysninger til myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han i 2012 blev ansat som misbrugskonsulent på en klinik i [bydelen], Kabul. I sommeren 2015 fik ansøgeren en ny patient ved navn [B]. [B] gennemgik et forløb på klinikken, hvorefter han skulle henvende sig på klinikken 1-2 gange om måneden. Medarbejderne på klinikken ville ikke tage ud på [B’s] bopæl i Sabsang, da det var et farligt område. På et ukendt tidspunkt udeblev [B] fra en aftale med ansøgeren. Ansøgeren aftalte derfor med [B’s] bror, at ansøgeren skulle tage ud til [B’s] bopæl. Da ansøgeren ankom til bopælen, var [B] lige gået, hvorfor [B’s] bror foreslog, at de gik hen til det sted, hvor [B] købte narkotika. De fandt [B] ved et slot, hvor han stod med en ukendt person og udvekslede nogle genstande, som formentlig var narkotika. Den ukendte person så ansøgeren og [B’s] bror og gik derefter ind på slottet. Herefter talte ansøgeren med [B], som indrømmede, at han var startet med at tage narkotika igen. [B’s] bror blev meget vred, hvorfor ansøgeren opfordrede ham til at anmelde narkobanden til myndighederne. Omkring 15 dage senere fik ansøgeren at vide af en patient, at myndighederne havde angrebet narkobanden i Sabsang, og at der var flere, som var blevet dræbt. Omkring seks dage senere henvendte [B’s] bror sig på klinikken og fortalte, at ansøgerens liv var i fare, og at ansøgeren skulle forlade området. Nogle dage senere kom en patient ved navn [C] til klinikken. Han fortalte, at under myndighedernes angreb var [A’s] nevø blevet dræbt, og [A] mente, at ansøgeren og [B’s] bror havde givet oplysninger til myndighederne, som havde ført til angrebet. En nat blev ansøgeren på klinikken og overnattede. Om natten skulle ansøgeren på toilettet, som lå i gården. Ansøgeren hørte, at sikkerhedsvagten åbnede hoveddøren, og at der var stemmer, som blev højere og højere. Sikkerhedsvagten råbte til ansøgeren, at han skulle flygte. Ansøgeren sprang over en mur og landede i en anden gård og løb derfra ud til en stor vej. Her kom der en bil, som kørte ansøgeren til Kabul. Ansøgeren udrejste derefter af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret konsistent gennem hele asylsagens forløb, ligesom hans forklaring for nævnet fremstod særdeles troværdig. Flygtningenævnet kan således lægge til grund, at ansøgeren er efterstræbt af en narkobande fra Sabsang, og det er derfor sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjembyen vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Imidlertid finder Flygtningenævnet, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold i Herat eller Mazar-e-Sharif som et internt flugtalternativ. Det er herved tillagt vægt, at der ikke er holdepunkter for at antage, at der er tale om andet end en lokalt afgrænset konflikt, og på at ansøgeren således ikke har sandsynliggjort, at han vil blive efterstræbt, hvis han og hans ægtefælle tager ophold et andet sted i Afghanistan. Det er endvidere tillagt vægt, at ansøgeren og hans ægtefælle er raske unge mennesker og på, at ansøgeren er veluddannet med 12 års skolegang. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger er der, selvom levevilkårene er vanskelige, i disse byer tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår vil være af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket. Sammenfattende finder flygtningenævnet således, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i en af de nævnte storbyer som et internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/338/THJ
