afgh2017327

Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra [landsby] i Jaghoori-distriktet, Ghazni-provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive udsat for forfølgelse eller overgreb af kommandant [A] eller sin farbror. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far havde en butik, hvor ansøgeren hjalp til. En eftermiddag hørte ansøgeren af en fra en nabobutik, at hans far var blevet tilbageholdt af Taliban, som havde fundet alkohol i hans bil. Kort efter så ansøgeren – mens han stod foran farens butik – [A] stige ud af sin bil foran butikken. [A] var i selskab med sine soldater og medlemmer af Ældrerådet. [A] er kommandant i området. Han samarbejder både med Taliban og myndighederne. [A] råbte, at ansøgeren skulle anholdes, idet hans far handlede med spiritus. Ansøgeren flygtede ind i butikken og ud af baglokalet og derfra nogle meter til et træbeklædt område. Der blev råbt ”stop”, og mindst én soldat affyrede sit våben. Ansøgeren slap væk og henvendte sig kortere tid derefter hos sin storesøster og hendes ægtefælle, [B], der fortalte, at [A] havde sat ild til butikken. Hussein kørte ansøgeren til Kabul, hvor [B] sagde, at ansøgerens far også havde solgt opium og hash. Få dage senere udrejste ansøgeren. Senere i Tyrkiet blev ansøgeren telefonisk kontaktet af Hussein, som fortalte, at [A] flere gange havde udsat ansøgerens mor for chikane og spurgt efter ansøgeren. Ansøgerens far havde et dårligt forhold til sin bror, der er en kendt mullah. Faren kom ikke i moskéen, og farbroren vil nu tro, at ansøgeren har hjulpet sin far med at sælge spiritus. Efter ansøgerens ankomst til Danmark fik han via Facebook kontakt til en barndomsven ved navn [C], som skrev, at ansøgerens far var blevet dræbt af Taliban, og at farens lig var blevet fundet. [C] oplyste videre, at farbroren havde slået ansøgerens mor, og at [A] søgte efter ansøgeren. Senere slettede ansøgeren beskederne på Facebook, da disse fik ham til at få det dårligt. Han kunne således ikke vise beskederne under samtalen med Udlændingestyrelsen. Da styrelsen interesserede sig herfor, har han senere, forgæves, forsøgt at få genetableret kontakten til [C]. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet lagt vægt på, at ansøgeren har svaret tøvende, afglidende og generelt på en række spørgsmål, og at han herunder reelt har undladt at svare præcist på flere konkrete spørgsmål, også selvom flere af spørgsmålene er blevet gentaget. Nævnet bemærker endvidere, at ansøgeren har svaret vævende og upræcist om sin flugt ud af butikken, og det kan undre, at ansøgeren i givet fald ikke har kunnet svare mere nøjagtigt på, omtrent hvor mange der løb efter ham, samt har kunnet fortælle mere om afgivelse af skud. Forklaringen om skudepisoden har ikke fremstået selvoplevet. Forklaringen om Facebook-kontakten med [C] har ligeledes fremstået utroværdig, og ansøgeren har herunder ikke kunnet svare bare nogenlunde nøjagtigt på, hvor mange beskeder, der er sendt mellem de to, og om hvorledes kontakten mellem dem ophørte. Ansøgeren har endvidere i Flygtningenævnet udbygget sin forklaring om den tidligere kontakt til [C], idet han i nævnet tillige har oplyst, at [C] skulle have skrevet, at farbroren har slået hans seksårige søster samt besluttet, at hun skal giftes med farbrorens søn. Ansøgeren er ikke fremkommet med overbevisende forklaring på, hvorfor han ikke har forklaret herom til Udlændingestyrelsen. Herefter, og uanset de generelt vanskelige forhold for hazaraer, har ansøgeren ikke sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/327/SSM