Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni-muslim af trosretning fra Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban og myndighederne. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban har beskyldt ham for at være spion for myndighederne, ligesom myndighederne har beskyldt ansøgeren for at placere miner for Taliban. Ansøgerens familie oplevede, at Taliban satte trusselsbreve på familiens bopæl, ligesom de skrev på ansøgerens families husmur. Taliban beskyldte ansøgeren for at være spion for myndighederne. Efterfølgende henvendte repræsentanter fra myndighederne sig på bopælen, idet de havde fået at vide, at ansøgeren arbejdede som spion for Taliban. Ansøgeren forklarede, at dette ikke var rigtigt, hvorefter myndighedspersonerne forlod bopælen med besked om, at de ville undersøge sagen nærmere. Efterfølgende kom Taliban igen på bopælen, hvor ansøgeren ikke var hjemme. Derefter opsøgte myndighederne bopælen, i hvilken forbindelse ansøgerens hænder blev bundet. Myndighederne sagde, at ansøgeren skulle give dem detonatoren til minerne eller fjerne dem selv. Imens ansøgeren sad med bundne hænde, opstod der kampe mellem myndighederne og Taliban. I den forbindelse løb ansøgerens søster ud af huset, og hun blev ramt af to skud i maven, hvorefter myndighedspersonerne bragte hende på hospitalet. Et par dage efter, at ansøgerens søster var blevet udskrevet, opsøgte Taliban endnu engang bopælen, hvor de på ny anklagede ansøgeren for at være spion og for at have fortalt myndighederne om, hvor minerne var placeret. Taliban truede ansøgeren med en kalashnikov og udsatte ham for slag, hvor ansøgeren blandt andet brækkede sin arm. Ansøgeren blev herefter indlagt på hospitalet i Kabul, hvor han var i én måned. Da ansøgeren blev udskrevet fra hospitalet tog han ophold i Kabul hos noget familie. I denne periode kom ansøgerens far og oplyste, at Taliban endnu engang havde været på bopælen og spurgte efter ansøgeren. Taliban havde sagt til faren, at ansøgeren skulle melde sig og samarbejde med Taliban. Herefter lod ansøgeren Afghanistan. Både Taliban og myndighederne har opsøgt ansøgerens bopæl, mens han har opholdt sig i Danmark. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund for så vidt angår henvendelserne fra Talibans side. Flygtningenævnet kan også lægge til grund, at myndighederne har spurgt ansøgeren, om han havde samarbejdet med Taliban om minerne, men Flygtningenævnet kan ikke lægge til grund, at myndighederne har spurgt efter ansøgeren efter, at ansøgerens søster blev ramt af skud. Flygtningenævnet bemærker herved, at ansøgeren på forespørgsel under asylsamtalen har forklaret, at myndighederne ikke havde henvendt sig herefter. Flygtningenævnet kan på denne baggrund tiltræde, at ansøgeren risikerer overgreb fra Talibans side, men Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han risikerer forfølgelse fra myndighedernes side. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at han og faren undlod at gøre myndighederne opmærksom på truslerne fra Taliban, ikke forekommer logisk og kun kan anses for sandsynlig, såfremt ansøgeren og faren vurderede, at myndighederne ikke fortsat mistænkte ansøgeren for at stå i ledtog med Taliban. Flygtningenævnet lægger endvidere vægt på, at ansøgeren opholdt sig i en længere periode i Kabul inden udrejsen. Ved vurderingen af, om ansøgeren kan henvises til tage ophold et andet sted i Afghanistan, for eksempel i Kabul, lægger Flygtningenævnet vægt på, at det som anført ikke kan antages, at ansøgeren har problemer med myndighederne. Hvad angår Taliban, finder Flygtningenævnet, at konflikten med Taliban må antages at være lokalt funderet, og at det ikke kan antages efter konfliktens karakter og ansøgerens person, at Taliban vil forsøge at opspore ansøgeren andre steder end i lokalområdet. Flygtningenævnet finder endvidere efter en samlet vurdering, at det må anses for rimeligt at henvise til et internt flugtalternativ. Flygtningenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at ansøgeren er en ung mand med erhvervserfaring inden for handel med mobiltelefoner, og at ansøgeren har haft 10 års skolegang og kan læse og skrive. Uanset at ansøgeren har problemer med højre arm, finder Flygtningenævnet herefter, at ansøgeren må antages at kunne klare sig i for eksempel Kabul. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/326/CHHA
