Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og muslim af trosretning fra Kunar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil dræbe ham, idet han har solgt varer til det afghanske militær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han havde en butik ved siden af en militærbase, hvorfra han gennem tre år solgte varer til soldater fra basen og folk fra lokalområdet. En dag fandt ansøgeren et brev fra Taliban i sin butik, hvori der stod, at han ikke måtte sælge varer til militærets base. Ansøgeren viste brevet til sin far, hvorefter ansøgeren rev brevet i stykker. Næste dag fandt ansøgeren endnu et brev fra Taliban, som han viste til sin far og kommandant Nor Rahman. Samme nat opsøgte Taliban familiens bopæl, hvor de tog fat i ansøgerens far, hvorpå moderen advarede ansøgeren, som det lykkedes at flygte. Ansøgeren tog hjem til sin fars fætter, Zabiullah, hvor han opholdt sig indtil sin udrejse. Zabiullah tog hjem til ansøgerens forældre og fandt ud af, at Taliban havde taget ansøgerens far med og kun ville levere ham tilbage, hvis ansøgeren meldte sig. Næste morgen tog Zabiullah hen til ansøgerens butik og så, at Taliban havde ødelagt butikken. Ansøgerens mor bad Zabiullah om at hjælpe ansøgeren ud af landet, hvorefter ansøgeren udrejste med fly fra Kabul til Tyrkiet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet forklaringen på en række centrale punkter har været usandsynlig og divergerende, og derfor i det hele forekommer konstrueret til lejligheden. Det er således usandsynligt, at ansøgeren, selvom Taliban var til stede og havde stor indflydelse i hans lokalområde, ikke var klar over, at det kunne give ham problemer at åbne en forretning tæt ved regeringens militærbase med kunder, der i et ikke uvæsentligt omfang udgjordes af basen og det ansatte personale. Det bemærkes, at ansøgeren på tidspunktet for udrejsen havde været tilbage i Afghanistan i tre år. Det forekommer videre mindre sandsynligt, at Taliban lod gå tre år, før de greb ind overfor ansøgerens butik, for herefter i løbet af tre døgn at sende to trusselsbreve, opsøge ansøgeren på bopælen, tilbageholde hans far og at ødelægge butikken. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende med hensyn til, om han rev det første trusselsbrev i stykker, efter at han havde vist det til sin far, eller om han også viste det til en vagt fra militærbasen, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om brevet var forsynet med Talibans stempel eller ej. Han har også forklaret divergerende med hensyn til, om han viste det andet trusselsbrev til en kommandant, han ikke kendte, eller om det var til kommandant Nor Rahman, som han kendte fra butikken, at han viste det. Også med hensyn til det tidsmæssige forløb af, hvornår Taliban skulle have ødelagt butikken set i forhold til, at ansøgerens bopæl blev opsøgt, har ansøgeren forklaret divergerende, ligesom han har forklaret divergerende med hensyn til, om det var ham selv, der så, at forretningen var ødelagt, eller om det var hans familiemedlem Zabiullah, der så dette og fortalte ansøgeren herom. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/311/ATN
