Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby] i Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerens nevø har [på vegne af ansøgeren, som er døvstum] om ansøgerens asylmotiv henvist til, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil tvinge ham til at begå selvmordsangreb. Til støtte for ansøgerens asylmotiv har ansøgerens nevø oplyst, at Taliban har opsøgt ansøgerens bopæl to gange, og at de begge gange sagde, at ansøgeren på grund af sine kommunikationsvanskeligheder ikke var til gavn for sin familie. Videre sagde Taliban, at de ville sørge for, at ansøgeren kom i paradis. Ved den første henvendelse var ansøgeren hjemme. Hans hustru svarede på hans vegne Taliban folkene, at de ikke var interesseret i, at ansøgeren skulle bruges som selvmordsbomber for på den måde at få en plads i himlen. Ved den anden henvendelse var ansøgeren på arbejde i Kabul, og hans hustru meddelte derfor Taleban, at ansøgeren ikke var hjemme. Indledningsvist bemærkes, at ansøgeren ikke selv har været i stand til at afgive forklaring for Flygtningenævnet, fordi han er døvstum og ikke behersker tegnsprog, og at forklaringen om ansøgerens asylmotiv, derfor er afgivet af ansøgerens nevø, som han er udrejst sammen med. Nevøens forklaring om ansøgerens asylmotiv har været udetaljeret og overfladisk, idet nevøen har sine oplysninger om farbroren fra henholdsvis farbrorens ægtefælle og nevøens far, der er ansøgerens bror. Nevøen har forklaret, at Taliban to gange skulle have opsøgt ansøgerens bopæl i landsbyen for at hverve ham til at udføre et selvmordsangreb. Det bemærkes i den forbindelse, at det forekommer usandsynligt, at Taliban skulle vælge at opsøge ansøgeren på bopælen, eftersom han kun var hjemme 1-2 dage om ugen, idet han i 3-4 år havde arbejdet i Kabul. Det forekommer heller ikke sandsynligt, at Taliban skulle vælge at forsøge at hverve en person, som de ikke kunne kommunikere med og dermed instruere i et selvmodsangreb. Nevøen har bortset fra oplysningerne om hvervningen af ham selv, vennen Qais og ansøgeren ikke forklaret om, at andre i landsbyen skulle være forsøgt tvangshvervet af Taliban, ligesom han har forklaret, at det kun var ham og ansøgeren, der udrejste, hvorimod ansøgerens kone, der nægtede at udlevere ansøgeren til Taliban, forblev i landsbyen. Idet det endelig bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren og hans familie ikke gjorde noget for at sikre sig, at de efter udrejsen var i stand til at komme i kontakt med hinanden, og at det på trods heraf skulle være lykkes for ansøgerens ægtefælle at finde frem til ansøgerens nevø via imu på en brugerprofil, der først er oprettet efter ankomsten til Danmark, kan Flygtningenævnet ikke lægge forklaringen om asylmotiv til grund. Flygtningenævnet kan herefter ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/310/ATN
