Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [en landsby] i Logar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil tvinge ham til at begå selvmordsangreb. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at fire personer fra Taliban har opsøgt hans far to gange på farens arbejdsplads. De krævede, at faren afleverede ansøgeren til Taliban. Ansøgeren blev to dage efter den sidste henvendelse, da han var på vej hjem fra arbejde, stoppet på gaden af de samme fire personer, som bandt ansøgerens hænder, gav ham bind for øjnene, slog ham og trak ham med. De sagde ikke noget til ham. Efter 20-30 minutter kom politiet, og der opstod skudveksling mellem de fire personer og politiet, og i den forbindelse lykkedes det for ansøgeren at flygte. Han kom hjem og fortalte sin far, hvad der var sket, hvorefter faren besluttede, at ansøgeren skulle flygte. Dagen efter tog ansøgeren til Kabul og udrejste herefter fra Afghanistan med sin farbror. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen om en række centrale punkter har været usandsynlig, upræcis og udetaljeret, hvorfor den ikke forekommer selvoplevet. Det er således ikke sandsynligt, at Taliban, der ikke forud for henvendelserne til ansøgerens far, havde været i kontakt med ansøgeren, pludselig i løbet af tre til fire dage skulle udvise en sådan interesse for at hverve ansøgeren, at de to nætter i træk opsøgte hans far om natten på klinikken for derefter to dage senere at forsøge at kidnappe ansøgeren, da han var på vej hjem fra arbejde. Det bemærkes i den forbindelse, at personerne umiddelbart accepterede faderens afslag, og at faderen tilsyneladende ikke følte sig truet af dem, idet det alene var ansøgeren og hans farbror, der udrejste. Det bemærkes i den forbindelse videre, at ansøgeren har forklaret udbyggende om, at det netop var ham, Taliban ville have, idet det først er i asylsamtalen, at han har forklaret, at de sagde, at de ville have sønnen fra slikbutikken. Ansøgeren har endvidere ikke afgivet forklaring om, hvilke særlige forhold, der bevirkede, at det skulle være vigtigt for Taliban at hverve netop ham. Nævnet har videre lagt vægt på, at ansøgeren, bortset fra vennen Qais og hans farbror, ikke forklaret om andre forsøg på at tvangshverve folk fra hans landsby. Det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke allerede efter de første henvendelser til faren, gjorde noget for at skjule sig, men at han derimod gik alene hjem efter mørkets frembrud fra slikbutikken. Heller ikke efter, at ansøgeren havde været udsat for det, han mente var et forsøg på at kidnappe ham, gjorde han noget for at skjule sig, idet han tog tilbage til bopælen, hvor han forblev indtil næste dag, uden at forsøge at gemme sig eller etablere kontakt til faren med henblik på at få hans hjælp til at flygte med det samme. Ansøgerens forklaring om især kidnapningen har været præget af mangel på detaljer om, hvad de fire personer nærmere gjorde ved ham og på hvilken måde, det lykkedes for ham at komme væk. Forklaringen om, at kidnapperne netop gik i retning af politiets kontrolpost, og at politiet patruljerede midt om natten i et Talibandomineret område, forekommer heller ikke sandsynlig. Det beror endvidere alene på ansøgerens formodning, at de fire personer var identiske med dem, der tidligere havde opsøgt hans far. Idet det endelig bemærkes, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren ikke gjorde noget for at sikre sig, at han efter udrejsen var i stand til at komme i kontakt med familien, og at det på trods heraf skulle være lykkes for hans farbrors kone at finde frem til ansøgeren via imu på en brugerprofil, ansøgeren først har oprettet efter ankomsten til Danmark, kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse eller overgreb efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/309/ATN
