Nævnet meddelte i august 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra (…), Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban og Kuchi-folket. Ansøgeren har endvidere som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive dræbt som følge af den generelle sikkerhedssituation i Afghanistan. Ansøgeren har herunder henvist til de vanskelige forhold for etniske hazaraer og shia-muslimer. Ansøgeren har desuden som asylmotiv henvist til, at han frygter at være alene, fordi der ikke er nogen til at forsørge ham i Afghanistan. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at Taliban fik kontrollen over ansøgerens hjemstavnsområde, og at området derfor blev gradvist mere usikkert at opholde sig i. Taliban var i ansøgerens landsby. Taliban opfordrede forældrene til at aflevere deres sønner, så drengene kunne tilslutte sig Taliban. Taliban talte til landsbyens beboere igennem højttalere, som var placeret på en bakke ved landsbyen. 10 til 12 måneder inden ansøgerens udrejse af Afghanistan, forsvandt ansøgerens far, da han kørte med varer fra Kabul til sin forretning i Ghazni. Butiksejerne fra forretningerne omkring ansøgerens fars forretning fortalte ansøgeren og hans familie, at faren var omkommet i en ulykke. Taliban har opsøgt ansøgerens bopæl to eller tre gange for at få ansøgeren til at tilslutte sig dem. Ansøgerens mor bad om betænkningstid, da ansøgeren var lille, og da han ikke havde nogen far. Ansøgeren og hans mor fik derfor tid til at flygte. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgeren under mødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål, og nævnet finder derfor, at ansøgeren har den tilstrækkelige modenhed til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet kan lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund. Nævnet lægger således til grund, at Taliban flere gange har henvendt sig både på ansøgerens bopæl og på de øvrige bopæle i ansøgerens landsby, der bestod af kun ca. 15 familier, og at ansøgeren ved Talibans første henvendelser i modsætning til andre drenge fra landsbyen ikke blev tvunget med af Taliban, fordi han var familiens eneste søn, men at Taliban ville komme tilbage for at hente ansøgeren, hvorved ansøgeren fik tid til at flygte med sin mor og sine søstre. Nævnet kan ikke afvise, at ansøgerens frygt for at blive tvangsrekrutteret af Taliban er understøttet i baggrundsoplysningerne, herunder blandt andet Landinfos rapport af november 2016, Sikkerhetssituasjonen i provinsen Ghazni (bilag 680), s. 3, hvor Ghazni beskrives som en af de mere urolige provinser i Afghanistan med Taliban som den centrale oprørsgruppe, og UNHCR’s Guidelines for assessing the need for international protection of asylum-seekers from Afghanistan af april 2016 (bilag 634) s. 46, hvorefter ”men of fighting age and children living in areas under the effective control of AGEs, …, may be in need of international refugee protection on the ground of their membership of a particular social group or other relevant grounds. …” samt EASO Country of Origin Information report, Afghanistan, Recruitment by armed groups, september 2016, (bilag 662) s. 39, hvor det fremgår, at ”According to Child Soldiers International: ‘information gathered from research in six provinces showed that child recruitment by the ANSF and the Taliban tended to be higher in areas experiencing higher levels of violence and insecurity”. Efter en samlet vurdering finder Flygtningenævnet på denne baggrund, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor (…) opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/308/JHB
