Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig statsborger samt børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tajik og sunni muslim af trosretning fra […] i Kabul, Afghanistan. Hun indgik ægteskab i 1993/1994, hvorefter hun flyttede til landsbyen […] i Charikar distriktet i Parwan provinsen. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at hun og hendes tre børn vil blive slået ihjel af sin ægtefælles stedbror, [A], fordi hun nægtede at gifte sig med ham, og fordi han ville bortgifte hendes datter til en anden mand. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at hendes ægtefælle, [F], og hans stedbror, [A], på en ukendt dato i 2014/2015 skændtes og sloges med skovle over arven efter deres forældre. [F] blev en uge senere slået ihjel af ukendte personer. To måneder efter [F]s død, sagde [A] til ansøgeren, at han ville giftes med hende, fordi hun var en enlig kvinde, der boede i hans hus. Ansøgeren afslog, men [A] blev ved med at insistere herpå, indtil hans ægtefælle sagde til ham, at han skulle lade ansøgeren være i fred. I denne periode havde [A] forlovet ansøgerens 14-årige datter med en ældre mand ved navn [J]. Ansøgerens datter var forlovet med [J] i omkring 8-9 måneder. På et senere tidspunkt udsatte [A] ansøgeren og hendes søn, [Y], for fysiske overgreb, idet [A] skubbede ansøgeren ind i et træ, så hun blødte fra hovedet, og stak [Y] i benet med en kniv. Ansøgeren og hendes børn boede hos [A] i omkring et år efter [F]s død. I [sommeren] 2015 solgte [F]s lillesøster, [B], ansøgerens og [F]s del af arven, hvorefter ansøgeren havde råd til at flygte. [B]s ægtefælle arrangerede udrejsen for ansøgeren og hendes børn, der udrejste i [sommeren] 2015. Ansøgeren har på flere punkter forklaret upræcist og divergerende om hændelsesforløbet forud for udrejsen, blandt andet om ægtefællen og [A]s uoverensstemmelser vedrørende arven efter svigerfaren, om jordlodderne og anvendelsen heraf, om [A]s salg af sin jord, om [A]s bestræbelser på at overtage ægtefællens jord, om [A]s krav om at ville indgå ægteskab med ansøgeren, og om tvangsforlovelsen af ansøgerens datter. Hertil kommer, at ansøgeren og hendes søn har forklaret indbyrdes upræcist om ægtefællens salg og køb af jord. Endvidere må det tillægges vægt, at ansøgeren blev boende i huset med [A] i et helt år efter ægtefællens død, selvom det var hendes opfattelse, at [A] stod bag drabet på ægtefællen. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ansøgeren antagelse af, at [A] begik eller stod bag drabet på ægtefællen alene beror på formodninger. Dernæst fremstår det usædvanligt, at konflikten mellem ægtefællen og [A] først blussede voldsomt op næsten 16 år efter svigerfarens død, hvor jorden var blevet fordelt mellem de to sønner. På denne baggrund fremstår ansøgeren med en svækket troværdighed, og da ansøgeren heller ikke for Flygtningenævnet har været i stand til at underbygge det påberåbte asylmotiv, forkaster Flygtningenævnet i det hele hendes forklaring herom. Det skal særligt bemærkes, at ansøgeren har slægtninge i Afghanistan, og at hendes nu myndige søn indgår i husstanden. Herefter kan det ikke lægges til grund, at ansøgeren har været forfulgt ved udrejsen, eller at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse efter Udlændingelovens § 7, stk. 1. Endvidere kan det ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet skulle være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af Udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse”. afgh/2017/289/ LMD
