Nævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske tajikere og sunni-muslimer af trosretning fra Velayat Baglan, Afghanistan. Ansøgerene har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter den afghanske regering, da han var vidne til korruption, som han politianmeldte. Den mandlige ansøger frygter videre Taliban, som samarbejder med den afghanske regering. Den kvindelige ansøger har henvist til den mandlige ansøgers konflikt. Den mandlige ansøger har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han [en nærmere bestemt dato i sommeren] 2015 startede sit arbejde hos sikkerhedsvagt for en kommandant ved navn [A], som arbejdede hos de afghanske myndigheder. Arbejdet bestod i at følge kommandanten tæt og holde ham i sikkerhed. I forbindelse med arbejdet var den mandlige ansøger [et par måneder efter sin ansættelse] vidne til, at en person gav kommandanten seks militærkøretøjer, våben og andet udstyr, som blev fragtet til fra Pul-e-Khumri til Daham Ghori, hvor det blevet afleveret til Taliban-kommandanten ved navn [B], hvilket betød, at regeringen bistod Taliban med materiel. Den mandlige ansøger talte senere samme dag med nogle af de andre sikkerhedsvagter herom, som fortalte, at dette var meget normalt, og at kommandanten også smuglede narkotika. Den efterfølgende dag flyttede den mandlige ansøger den kvindelige ansøger til [en anden by], hvor han havde en lejlighed, og videre til [en tredje by]. I Pul-e-Khumri tog den mandlige ansøger på politistationen og fortalte, hvad han havde erfaret i forventningen om, at kommandant [A] vil blive anholdt, hvorefter han kørte mod [den føromtalte tredje by]. På vejen dertil ringende kommandanten til den mandlige ansøger, der oplyste til kommandanten, at han var på vej til Kabul for at besøge sin syge mor, hvorefter han slukkede sin telefon. Da den mandlige ansøger ankom til [den føromtalte tredje by], blev han bekendt med, at politiet havde spurgt efter ham og rangsaget bopælen, ligesom hans mor i Kabul var blevet opsøgt af politiet og havde fået rangsaget sin bopæl. Dagen rejste familien med en menneskesmugler til Herat, hvorefter ansøgerne gik under jorden og udrejste af landet 35 dage senere. Flygtningenævnet kan lægge til grund, at den mandlige ansøger arbejdede som vagt hos en lokal kommandant og at han i forbindelse med sit arbejde overværede, at kommandanten overgav en større mængde våben, som kommandanten havde modtaget fra myndighederne, til Taliban. Flygtningenævnet finder det bemærkelsesværdigt, at den mandlige ansøger gik til politiet for at anmelde overdragelsen, når han efter sin egen forklaring forventede, at dette kunne medføre, at kommandant [A] og [C] ville dræbe ham og hans familie. Flygtningenævnet finder det endvidere påfaldende, at det afghanske sikkerhedspoliti indenfor omkring to timer var i stand til at udfinde adresserne på den mandlige ansøgers mor og den kvindelige ansøgers far, at opsøge dem og ransage deres bopæle. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerne udrejste af Afghanistan fra lufthaven i Herat på falske pas, der lød på deres rigtige navne, udstedt efter konfliktens opståen. Et flertal af Flygtningenævnet tilsidesætter den mandlige ansøgers forklaring om, at han efterfølgende anmeldte forholdet til politiet og som følge heraf blev forfulgt af myndighederne, som usandsynlig og konstrueret til lejligheden. Idet flertallet tilsidesætter den mandlige ansøgers forklaring om konflikten med den afghanske regering, kan flertallet heller ikke lægge til grund, at Taliban skulle efterstræbe ansøgerne. Ansøgerne har herefter ikke sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer forfølgelse om omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller er i en reel risiko for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnets flertal stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/288/STR
