Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt seks børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
Ansøgerne er etnisk tajik og sunnimuslimer fra Kabul, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved tilbagevenden til hjemlandet frygter, at familien vil blive slået ihjel af Taliban, der tidligere har angrebet familien. Ansøgerne har endvidere henvist til, at de frygter de generelle forhold i Afghanistan. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger blev overfaldet [efteråret] 2014 i forbindelse med sit arbejde. Den mandlige ansøger fik bind for munden, hvorefter de slog ham, til han var bevidstløs. Den kvindelige ansøger blev efterfølgende kontaktet og fik at vide, at hun skulle betale 25.000 US dollars for at få den mandlige ansøger løsladt. Den kvindelige ansøger kontaktede familien for at skaffe pengene. Hun afleverede pengene til sin bror, der efterfølgende fik den mandlige ansøger løsladt. I [sommeren] 2015 havde nogen forsøgt at kontakte ansøgernes søn, [A]. De havde grebet fat i hans taske, men han havde sluppet tasken og var løbet derfra. Nogle dage senere var en motorcykel med to personer stoppet ved siden af den kvindelige ansøger. De sagde til hende, at hun ikke skulle arbejde for myndighederne og at hun skulle blive derhjemme. Derefter kørte motorcyklen væk. En dag i [sommeren] 2015 kunne den kvindelige ansøger se, at ruderne til hendes frisørsalon var smadret, og at der var lavet hærværk inde i salonen. Der lå et stykke papir på bordet, hvor der stod, at den kvindelige ansøger ikke måtte arbejde for regeringen, at en skønhedssalon ikke hører hjemme inden for islam, og at hun skulle overdrage sin søn, så han kunne arbejde sammen med dem mod myndighederne. Familien udrejse af Afghanistan kort efter. Flygtningenævnet lægger til grund, at [B] i [efteråret] 2014 blev udsat for et overfald, hvor han pådrog sig diverse skader. Flygtningenævnet finder imidlertid, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at overfaldet skyldtes hans arbejde og/eller en særlig profileringsgrad, eller at der var Taleban, der udførte overfaldet. Der er herved lagt vægt på, at familien fik forhandlet [B] fri, og at familien derefter ikke hørte mere fra de mennesker, som overfaldt han, og at familien drev [B’s] virksomhed videre, herunder sendte sønnen [A] derhen for at arbejde, og at han arbejdede der gennem ca. et år, uden at han eller familien i den anledning blev opsøgt, ligesom faderens partner i virksomheden heller ikke blev opsøgt eller indstillede sit arbejde i virksomheden. Flygtningenævnet lægger på denne baggrund til grund, at der er tale om en afsluttet episode, som ikke har profileret familien i forhold til Taleban eller andre på en asylbegrundende måde. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at [C] har arbejdet som lærer i 26 år, og at hun i den anledning på et tidspunkt ca. et par måneder forud for familiens udrejse blev stoppet af to mænd på en motorcykel, som råbte, at hun skulle stoppe med at arbejde. Flygtningenævnet finder også vedrørende denne episode, at det ikke er sandsynliggjort, at det var Talebanmedlemmer, som råbte, samt at der er tale om en enkeltstående og afsluttet episode, som ikke gav anledning til yderligere. Flygtningenævnet bemærker i den forbindelse, at Nævnet ikke kan lægge [C’s] forklaring om episoden vedrørende frisørsalonen til grund, og at det derfor ikke er sandsynliggjort, at der er sammenhæng mellem de to sidstnævnte episoder. Nævnet har ved bevisvurderingen af episoden vedrørende frisørsalonen lagt vægt på, at [C] og [A] har forklaret divergerende om, hvorvidt [C] sagde til [A], at der var begået hærværk mod salonen, og om hvorvidt [A] læste det efterladte brev i salonen, eller om [C] smed det ud, før nogen så det. Nævnet har på denne baggrund tilsidesat forklaringen om episoden vedrørende frisørsalonen som utroværdig og konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet lægger [A’s] forklaring om, at der en dag var nogen, der uden at sige noget tog fat i hans taske, hvorefter han løb fra stedet til grund. Flygtningenævnet finder imidlertid, at det ikke er sandsynliggjort, at episoden havde med Taleban eller andre organisationer, der ville kidnappe lige præcis [A] at gøre. Der er herved lagt vægt på, at [A] er helt uprofileret og ikke har haft konflikter med nogen, og at han ikke blev opsøgt, mens han arbejdede på sin fars kontor, og at det således alene beror på hans egen formodning, at der var tale om et kidnapningsforsøg. Ansøgene har ikke under nævnsmødet været i stand til at uddybe forklaringerne om de påberåbte konflikter eller redegøre for de nævnte divergenser. Flygtningenævnet lægger derfor efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer til grund, at ingen af ansøgerne er profilerede, og at de nævnte episoder heller ikke har profileret dem over for Taleban eller andre på en sådan måde, at de risikerer asylbegrundende forfølgelse. Flygtningenævnet finder efter indholdet af baggrundsoplysningerne, at de generelle sikkerhedsmæssige forhold i Afghanistan ikke er sådanne, at disse i sig selv kan begrunde opholdstilladelse af udlændingelovens § 7. På denne baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgerne ikke har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller for at blive udsat for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/287/CHA
