afgh2017284

Nævnet meddelte i juli 2017 opholdstilladelse (B-status) til en kvindelig statsborger samt et barn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia muslim fra Kabul, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv.  Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af sin eksmands familie, idet hun er blevet skilt uden sin eksmands samtykke. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at hun blev gift med sin ægtefælle, da hun var omkring 15 år. Efter deres søn døde i en ulykke i 2007, rejste ansøgeren tilbage til sin familie i Iran, idet hun ikke havde det godt hos svigerfamilien i Afghanistan. Ansøgeren blev slået både af hendes ægtefælle og af hendes svigerforældre. Ansøgeren flygtede herefter med sin datter til Iran med hjælp fra ansøgerens faster. Ansøgerens far prøvede i et år at mægle imellem de to familier, men svigerfamilien ville ikke acceptere en skilsmisse, idet det ville bringe skam over familien. Ansøgeren klagede til den iranske ret, hvorefter retten traf afgørelse om skilsmisse. Ansøgeren blev i [foråret] 2015 hemmeligt forlovet med hendes granfætter [A]. [A] krævede, at ansøgerens tidligere svigerfamilie fik kendskab til skilsmissen, hvorfor hun ringede til dem. Ansøgerens tidligere svigerfamilie blev vrede og ville ikke acceptere en skilsmisse, hvorfor hun fik dødstrusler og de truede hende med, at de ville tage hendes datter fra hende. Ansøgerens far blev også opsøgt flere gange, hvor han blev både truet og slået. Flygtningenævnet finder efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet, at forklaringen i det væsentlige kan lægges til grund. Nævnet henviser til, at ansøgeren har forklaret detaljeret, konsistent og sammenhængende om baggrunden for sin skilsmisse, og om hvorledes hendes tidligere svigerfamilie først har truet ansøgeren for at fastholde hende i ægteskabet, og at svigerfamilien herefter har efterstræbt ansøgeren for at slå hende ihjel. Flygtningenævnet finder i øvrigt ikke, at ansøgeren kan henvises til at tage ophold et andet sted i Afghanistan, idet det bemærkes, at ansøgeren er efterstræbt på baggrund af en æresrelateret konflikt, og at hun har et mindreårigt barn og er uden familiemæssigt netværk i Afghanistan. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren og medfølgende barn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/284/DMO