Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk usbeker og sunni-muslim fra Takhar, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet ansøgeren har arbejdet som chauffør for sin farbror, der er general i den afghanske nationalhær. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han i [efteråret] 2014 kørte sin farbror til forsvarsministeriets personaleafdeling. Efter at ansøgeren havde sat sin farbror af, skete der en eksplosion på grund af en bombe, der var placeret under bilen. Ansøgeren blev indlagt på hospitalet og blev udskrevet efter 10 dage. To til tre måneder efter eksplosionen modtog ansøgeren trusler fra en person, som præsenterede sig som Taliban og sagde, at ansøgeren var vantro, fordi han havde arbejdet for myndighederne, og at de næste gang ville få ram på ham. Ansøgeren modtog herefter både trusselsbreve og truende telefonopkald, hvorefter han valgte at udrejse af Afghanistan. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgerens forklaring om asylmotivet ikke lægge til grund, at ansøgeren, uanset at han har været chauffør for sin farbror, er efterstræbt af Taliban. Der henvises til, at forklaringen om truslerne, der er et centralt punkt for asylmotivet, fremstår usammenhængende og divergerende. Det bemærkes i den forbindelse, at ansøgeren i omkring et år efter eksplosionen har opholdt sig på sin bopæl. Nævnet lægger vægt på, at ansøgeren under oplysnings- og motivsamtalen i [sommeren] 2016, har forklaret, at han er blevet udsat for trusler pr. brev, via telefon og gennem henvendelse fra personer, der blev sendt til ansøgeren. Ansøgeren er blevet opsøgt sidste gang måske 15 til 20 dage før sin udrejse. Under asylsamtalen i [vinteren] 2016 har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke er blevet personlig opsøgt, og ansøgeren har gentaget denne forklaring over for nævnet, idet han dog senere for nævnet har oplyst, at han ikke husker, hvorvidt han var blevet opsøgt personligt. Ansøgeren har hertil under asylsamtalen forklaret usammenhængende om, hvorvidt han selv eller hans far er blevet opsøgt personligt. Under asylsamtalen har ansøgeren endvidere forklaret, at de telefoniske trusler ophørte, efter han havde skiftet telefonnummer. Senere under samtalen har han forklaret, at han også blev ringet op og truet på hans nye telefonnummer. Over for nævnet har ansøgeren forklaret, at han blev telefonisk truet, selvom sim-kortet blev skiftet. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om omstændighederne ved eksplosionen. Ansøgeren har under asylsamtalen forklaret, at han kørte til en benzinstation, efter at han havde sat sin farbror af, og at han var ved at fylde benzin på bilen, da eksplosionen fandt sted. Ansøgeren har senere under asylsamtalen og over for nævnet forklaret, at han var på vej til benzinstationen og holdt stille i et kryds, da eksplosionen fandt sted. Flygtningenævnet finder ikke, at der efter de foreliggende oplysninger om ansøgerens helbredstilstand er grundlag for, at anse ansøgerens divergenser og usammenhængende forklaring for at være udslag af mental forstyrrelse. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. Afgh/2017/282/DMO
