Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim af trosretning født i landsbyen [L] i bydistriktet [B] i Daikondi-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren udrejste af Afghanistan, da han var tre år gammel, og har siden da boet i Mashhad, Iran. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter sin fars farbror, [F]. Ansøgeren frygter også [en person, P]. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren oplyst, at hans farbror, som bor i Afghanistan, har fortalt ham, at [P] slog ansøgerens forældre ihjel, så de kunne overtage familiens jord i Daikondi-provinsen. Da ansøgerens far døde, overtog [F] jorden, og [F] gav herefter halvdelen af jorden til [P] for at opnå beskyttelse. Både [P] og [F] er – ifølge ansøgerens farbror – meget magtfulde personer i Daikondi-provinsen, og har både tilknytning til de afghanske myndigheder og Taliban. Ansøgeren flygtede til Iran sammen med sin nabo, da han var omkring tre år gammel. Ansøgeren flygtede, da hans forældre blev slået ihjel. Ansøgeren har ikke været tilbage i Afghanistan siden, fordi hans farbror mener, at der er farligt for ansøgeren. Flygtningenævnet vurderer, at ansøgerens forklaring må anses for påfaldende, navnlig henset til hans forklaring om, at han var nødsaget til at forlade Iran, fordi han som 18-årig ville risikere udvisning. Nævnet finder imidlertid ikke holdepunkter for at tilsidesætte ansøgerens forklaring om sit asylmotiv. Flygtningenævnet finder ikke, at ansøgerens forklaring om familiens oprindelige jordkonflikt er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 7, stk. 2. Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at ansøgerens frygt for blodhævn må ses i lyset af, at det må være ansøgeren, der som den krænkede part kunne have anledning til at hævne sig på [P] og [F]. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at disse personer må anses for magtfulde og derfor ikke kan antages at have nogen grund til at frygte ansøgeren. Endvidere lægger nævnet vægt på, at det af de foreliggende baggrundsoplysninger fremgår, at blodhævn mellem hazaraer nok forekommer, men i mindre omfang end blandt pashtuner. Endelig har nævnet lagt vægt på, at ansøgeren har opgivet at rejse krav i anledning af jorden. Nævnet må herefter anse den påberåbte konflikt som uaktuel. Nævnet finder således, at det alene beror på ansøgerens formodning, at han vil kunne udsættes for forfølgelse eller overgreb fra [P] og [F]s side, navnlig når henses til, at ansøgeren var tre år gammel, da konflikten opstod for omkring 16 år siden, og at han ikke har oplevet personlige henvendelser som følge af familiens jordkonflikt. Nævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/280/MGO
