Nævnet stadfæstede i juli 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er afghansk statsborger, etnisk tajik og sunnimuslim fra […], Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, der mistænker ham for at være stikker. Ansøgeren har videre forklaret, at han har angivet to personer fra Taliban, Den ene af de to personer, som ansøgeren angav, blev herefter dræbt af politiet. Ansøgeren fik efterfølgende oplyst, at hans værksted var blevet brændt ned af Taliban, og at de nu var efter ham og ville opsøge ham på hans bopæl. Ansøgeren flygtede fra sit hjem, hvorfor Taliban rettede henvendelse på ansøgerens bopæl og spurgte efter ansøgeren. Flygtningenævnet bemærker, at ansøgerens familie ikke er blevet yderligere opsøgt af Taliban efter ransagningen [i efteråret] 2015, at drabet på [S] først fandt sted [en anden dato i efteråret] 2015, og at det alene beror på ansøgerens formodning, at drabet på [S] har forbindelse til ansøgerens konflikt. Ansøgerens asylskema, der først blev udfyldt omkring et halvt år efter indrejsen, er yderst kortfattet og uden oplysninger om de konkrete forhold som indgår i ansøgerens asylmotiv, selvom ansøgeren fremstår som en uddannet person. Hertil kommer, at det påberåbte asylmotiv, der er påfaldende enkelt, foregår i en tidsmæssigt meget komprimeret periode. Selvom det anførte kunne pege i retning af, at der er tale om et konstrueret asylmotiv, kan Flygtningenævnet dog efter en samlet vurdering ikke med fornøden sikkerhed afvise ansøgerens forklaring om konflikten i landsbyen i forbindelse med Taliban-folkenes aflevering af en motorcykel på ansøgerens værksted. Flygtningenævnet lægger herefter til grund, at ansøgeren er kommet i et modsætningsforhold til lokale Taliban-folk, og det findes sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sin landsby vil være i en reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det kan ikke antages, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet risikerer forfølgelse af grunde omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Imidlertid findes ansøgeren at kunne henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif uden risiko for overgreb fra Taliban i anledning af nærværende konflikt. Det må herved tillægges vægt, at ansøgeren, der i øvrigt fremstår helt uprofileret, er en sund og rask ung mand i den arbejdsdygtige alder med 12 års skolegang. Han tilhører en større etnisk gruppe, og hans sprog og religion er blandt de dominerende i landet. Ifølge de foreliggende baggrundsoplysninger vil unge mænd som ansøgeren sædvanligvis finde beskyttelse i en storby som Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Selvom levevilkårene er vanskelige, er der dog tilstrækkelig mad og adgang til sundhedsvæsen. Det kan derfor ikke antages, at ansøgerens levevilkår er af en sådan karakter, at hans basale humanitære rettigheder vil blive krænket, jf. UNHCRs handbook pkt. 91 og UNHCRs guidelines on international protection af 23. juli 2003, afsnit II C. Sammenfattende finder Flygtningenævnet, at ansøgeren må antages at være i stand til at etablere sig i en af storbyerne Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif på et rimeligt niveau, og at ansøgeren derfor kan henvises til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif som internt flugtalternativ uden at risikere overgreb efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/274/JOV
