afgh201726

Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en kvindelig stats-borger fra Afghanistan. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni muslim fra Kabul, Afghanistan. Hun er knap 80 år. Ansøgeren er helbredmæssigt svækket og sidder i rullestol. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at være alene, idet hun ikke længere har familiemedlemmer eller andre i Afghanistan, der kan tage sig af hende. Efter udrejsen er ansøgeren blevet ringet op af sin daværende ægtefælle, som sagde, at han ikke havde brug for hende, og at han var blevet gift med en anden kvinde. Han sagde udtrykkeligt, at de herefter ikke længere var gift. Ansøgeren har herefter ikke længere noget at gøre med sin eksmand. Ansøgeren har tre børn, hvoraf en datter bor i Danmark, mens to sønner er flygtet ud af Afghanistan. Hun ved ikke, hvor de befinder sig og har ikke kontakt med dem. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Ansøgeren har heller ikke efter sin egen forklaring på noget tidspunkt været i en asylrelevant konflikt i Afghanistan, og hun frygter ikke myndigheder, grupperinger eller enkeltpersoner ved en tilbagevenden til Afghanistan. Den omstændighed, at forholdene i Kabul generelt er vanskelige og præget af usikkerhed samt kan være særligt vanskelige for ansøgeren på grund af hendes alder og helbred - samt fordi hun efter eget udsagn nu er blevet skilt og ikke har mandlige familiemedlemmer, der kan beskytte hende - kan efter en samlet vurdering af de for Flygtningenævnet foreliggende baggrundsoplysninger om forholdene i Afghanistan ikke i sig selv begrunde, at det er sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til sit hjemland vil være i reel risiko for at blive udsat for forfølgelse, jf. flygtningekonventionen, eller overgreb omfattet af ud-lændingelovens § 7, stk. 2.  I vurderingen er indgået praksis fra Den Europæiske Menneskeret-tighedsdomstol, herunder dom af 10. september 2015 i sagen R.H. v. Sweden, præmis 70, vedrø-rende kvinder uden mandligt netværk i Mogadishu, Somalia.  Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/26/SEL.