Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk hazara, afghansk statsborger og shia-muslim fra Quette Brori, Pakistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved at tage ophold i Afghanistan frygter at blive dræbt. Ansøgeren frygter desuden forholdene i Afghanistan på grund af krigen. Ansøgeren har til støtte herfor oplyst, at en for ansøgeren ukendt person spillede om penge med hans bror. Denne person trængte en nat ind på ansøgerens families bopæl og truede hans far til at udlevere skødet på ejendommen. Ansøgerens bror tog derefter hjem til personen og kidnappede i den forbindelse vedkommendes ægtefælle. Ansøgerens bror solgte efterfølgende ægtefællen til en anden person. Ansøgerens bror blev pågrebet og fængslet. Da ansøgerens bror blev løsladt, slog den for ansøgeren ukendte person ham ihjel. Den ukendte person truede herefter ansøgerens far med at udslette hele familien, hvorfor de flygtede til Pakistan, hvor ansøgeren efterfølgende er født og opvokset. Ansøgeren har oplyst, at han af sine forældre har fået at vide, at familien forlod Ghazni provinsen i Afganistan og bosatte sig i Quette i Pakistan, efter at ansøgerens storebror var blevet dræbt i forbindelse med en privatretlig konflikt. Ansøgeren har sine oplysninger om denne konflikt fra sine forældre. Ansøgeren er født i Pakistan og har aldrig været i Afghanistan, og han kender ikke identiteten på de personer, som angiveligt skulle være hans families fjender. Ansøgerens familie og ansøgeren er ikke i Pakistan blevet opsøgt af disse personer. Ansøgeren har oplyst, at han forlod Pakistan med henblik på at arbejde i Iran, og at dette skyldtes de generelle forhold med dårlig sikkerhed for hazaraer i Quette. Under de anførte omstændigheder kan Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren vil kunne identificeres af familiens eventuelle fjender i Afghanistan, eller at han i øvrigt skulle være konkret og individuelt forfulgt i Afghanistan. Ansøgeren har derfor ikke sandsynliggjort, at han opfylder betingelserne i udlændingelovens § 7, stk. 1, eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/257/EMU