afgh2017256

Nævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra Maydan Wardak, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af den afghanske efterretningstjeneste NDS og Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv oplyst, at han har arbejdet for NDS i 4 år som leder af en efterforskningsafdeling ved navn EOD. Det var ansøgerens far, der skaffede ham jobbet. Kort tid inden ansøgerens udrejse blev han kontaktet telefonisk af Taliban, som ville have, at ansøgeren skulle give tilladelse til, at talebanere kunne gå gennem kontrolposten ved indgangen til NDS-bygningen i Maydan Wardak uden at blive kropsvisiteret. Ansøgeren afbrød telefonsamtalen. Dagen efter ringede Taliban igen. De sagde, at de vidste alt om ansøgeren og hans familie. De gentog, at ansøgeren skulle give dem adgang til NDS-bygningen. Ansøgeren afbrød igen samtalen. På tredje dagen blev der skudt efter ansøgeren, da han var på vej til Kabul i bil. Da ansøger kom frem til Kabul, modtog han igen et opkald fra Taliban. Taliban sagde, at det nu var alvor, og at ansøgeren havde 24 timer til at tænke over det. Ansøger tog på arbejde igen. Inden de 24 timers udløb blev ansøgeren igen ringet op af Taliban, som sagde, at de 24 timer snart var gået, og at ansøgeren skulle svare, om han ville hjælpe dem eller ej. Ansøgeren udrejste herefter fra sit hjemland. En måned efter ansøgerens udrejse ransagede NDS familiens bopæl. NDS tog i samme forbindelse ansøgerens far med og tilbageholdt og afhørte ham i et døgn. NDS har efterfølgende kontaktet faren telefonisk. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet den fremstår som konstrueret til lejligheden og dermed utroværdig. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret meget afglidende i forhold til spørgsmål om hans ansættelsesprocedure og hans konkrete arbejdsopgaver hos NDS, idet han kun har kunnet beskrive dem i meget overordnede vendinger, og de forekommer derfor ikke selvoplevede. Flygtningenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende og udbyggende, idet han blandt andet under samtalen [i] januar 2017 hos Udlændingestyrelsen har forklaret, at han ikke kendte de personer i farens netværk, som havde skaffet ham arbejde i NDS. For nævnet har han derimod angivet to navngivne oberster i NDS som de personer fra farens netværk, der skaffede ham arbejde, og oplyst, at han også har mødt dem personligt. Ansøgeren har endvidere forklaret udbyggende og divergerende om EOD, idet han under samtalen hos Udlændingestyrelsen [i] januar 2017 har forklaret, at han ikke vidste, hvad EOD var en forkortelse for, men at det var en amerikansk forkortelse. For nævnet har ansøgeren forklaret, at EOD stod for Explosive Ordnance Disposal. Herudover har ansøgeren forklaret divergerende om, hvem der stod for bevogtningen af NDS’ base. Under samtalen [i] januar 2017 hos Udlændingestyrelsen har han forklaret, at der altid var en officer og 4 soldater, der stod vagt, mens han for nævnet først har forklaret, at der kun var tale om, at 4 officerer delte vagten ved porten. Efter forehold af forklaringen[i] januar 2017 har ansøgeren herefter udbygget sin forklaring for nævnet og oplyst, at der også stod 4 soldater ved porten, men at officererne stod for nogle andre bevogtningsopgaver i forhold til hele basen. Ansøgeren, der har 12 års skolegang og har lært engelsk, har ikke på overbevisende måde kunnet redegøre for [de] nævnte divergenser. Flygtningenævnet finder således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han har en individuel konflikt med hverken NDS eller Taliban, og at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret, individuel forfølgelse eller for at blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Betingelserne for opholdstilladelse i udlændingelovens § 7, stk. 1 og stk. 2, er derfor ikke opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/256/CHHA