Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk tadjik og sunni-muslim fra byen Kunduz, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter Taliban, idet ansøgeren i sit arbejde som chauffør flere gange er blevet standset af Taliban. Ansøgeren har endvidere henvist til frygten for krigen og den generelle usikkerhed i Kunduz-provinsen. Endelig har ansøgeren henvist til sine helbredsmæssige forhold, idet han ikke vil være i stand til at få den nødvendige hjertebehandling i Afghanistan. Til støtte for det påberåbte asylmotiv har ansøgeren anført, at han arbejdede som chauffør for transportfirmaet […], der blandt andet transporterede brændstof. Ansøgeren er flere gange i arbejdstiden blevet standset af Taliban, der udspurgte ham om, for hvem og hvortil brændstoffet skulle transporteres. I den forbindelse fremviste ansøgeren et dokument, han havde fået af firmaet, men som han ikke selv kendte indholdet af. Ansøgeren har endvidere været tilbageholdt af Taliban, hvor han blev slået og spurgt, hvorfor han ikke gik til bøn, hvorefter han blev løsladt uden betingelser. Mens ansøgeren var i Baghram for at aflevere brændstof, blev han ringet op af sin far, der fortalte, at denne var hos Taliban, at Taliban-folkene beskyldte ansøgeren for at være vantro og transportere brændstof til Nato, og at faren ville blive dræbt, hvis ansøgeren ikke straks kom til Kunduz. Ansøgeren rejste straks til Kabul, hvor han fik hjælp til at udrejse af Afghanistan. Ansøgeren har efterfølgende telefonisk fået oplyst af naboer, at hans far blev slået med kabler af Taliban og døde som følge heraf. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund. Nævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren først under samtalen med sin advokat og under sin forklaring i Flygtningenævnet har oplyst om telefonopringningen fra ansøgerens far og overgrebet mod denne. Forklaringen er derfor en afgørende udbygning i forhold til ansøgerens tidligere forklaring. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende under asylsagens behandling. Han har herunder blandt andet forklaret divergerende om, hvorvidt hans ægtefælle var udrejst af Afghanistan, da han blev ringet op af sin far. Han har endvidere forklaret divergerende om, hvad der skete, da han blev tilbageholdt af Taliban, idet han til Udlændingestyrelsen har forklaret, at han blev spurgt til, hvorfor han havde klippet sit skæg, hvorimod han for Flygtningenævnet har forklaret, at han blev slået, fordi han ikke gik til bøn. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren under sin forklaring for Flygtningenævnet ikke har kunnet oplyse navnet på det firma, hos hvem han i en årrække var ansat i Afghanistan, og at han i øvrigt under forklaringen ikke har været i stand til at svare på enkle spørgsmål. Ansøgerens forklaring om sine helbredsmæssige forhold og deraf følgende hukommelsesproblemer kan ikke føre til en ændret vurdering. Ansøgerens frygt i anledning af de generelle forhold i området, han kommer fra, samt hans helbredsmæssige problemer kan ikke begrunde opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet finder derfor, at betingelserne for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, ikke er opfyldt. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/253/nke
