Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra [by], Nangahar-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han er blevet forsøgt rekrutteret som selvmordsbomber. Ansøgeren har endvidere henvist til, at hans far blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var lille. Ansøgerens farbror var en del af Taliban. Ansøgeren er opvokset hos sin mor sammen med sin lillebror. Ansøgerens morbror har forsørget familien. Ansøgeren har gået i en madrassa i fire år, hvor han blev undervist i koranen. En dag blev ansøgeren taget med op i bjergene, hvorefter han blev spurgt, om han ville være selvmordsbomber, således at han kunne komme i paradis. Ansøgeren indvilligede heri, men da han fortalte sin mor herom, fik ansøgeren ikke længere lov til at komme i madrassaen. Ansøgerens lærer, [A] fra madrassaen og sidenhen ansøgerens farbror kom hjem til ansøgerens bopæl for at spørge ansøgeren om, hvorfor han ikke kom i skole. Ansøgerens morbror hjalp derefter ansøgeren med at flygte ud af landet. Et flertal i Flygtningenævnet finder, at ansøgeren - ikke blot på grund af sin unge alder - men ud fra en samlet vurdering af hele hans personlighed under nævnets behandling har fremstået som en person med begrænsede ressourcer. Flertallet finder på den baggrund, at det må tillægges afgørende betydning, om den del af ansøgerens forklaring, der relaterer sig til, at han af sin koranskolelærer blev udset til at være selvmordsbomber, kan lægges til grund. Flertallet lægger ved bedømmelsen heraf vægt på, at ansøgeren konsistent har forklaret om, at dette forhold var det afgørende for, at hans mor med bistand af ansøgerens morbror straks efter, at ansøgeren var udset til at være selvmordsbomber, traf foranstaltninger til at få ham sendt ud af Afghanistan. Flertallet er opmærksom på, at ansøgeren på biomstændigheder som f.eks. kammeraters og lærers navne og tidsangivelser er fremkommet med mindre divergenser. Flertallet finder imidlertid, at disse skal ses i lyset af det ovenfor anførte om ansøgerens personlighed. Flertallet finder på den baggrund, at ansøgeren tilhører målgruppen, der kan forsøges rekrutteret som selvmordsbomber. Flertallet lægger herefter til grund, at ansøgeren på tidspunktet for sin udrejse havde et uafsluttet mellemværende med Taliban, og flertallet finder derfor efter en samlet og konkret vurdering, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden vil være i risiko for overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flertallet finder ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flertallet bemærker, navnlig under henvisning til det anførte om ansøgerens ressourcer, at det ikke er muligt og rimeligt at henvise ansøgeren til at tage ophold i Kabul, Herat eller Mazar-e-Sharif. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2.” afgh/2017/252/THJ
