Nævnet stadfæstede i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Ansøgeren er mindreårig. Indrejst i 2016.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […] i […] området, Laghman provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgeren har til støtte for sit asylmotiv henvist til, at han tre og en halv måned inden sin udrejse af hjemlandet første gang blev opsøgt af Taliban. Ansøgeren blev i alt opsøgt seks gange. Ansøgeren fik hver gang at vide, at han var vantro, og at han skulle arbejde for dem. Hvis han ikke indvilligede heri, ville han blive slået ihjel. Den sidste gang, Taliban opsøgte ansøgeren inden hans udrejse, blev han truet med et våben. Efter at være blevet opsøgt af Taliban seks gange tog ansøgeren sammen med sin mor hjem til ansøgerens farbror og fortalte ham om episoderne med Taliban. Hjemme hos sin farbror hørte ansøgeren pludselig skud, og ansøgeren løb derfor med det samme tilbage til sin bopæl, idet han frygtede, at det var Taliban, der skød. Da ansøgeren kom tilbage til bopælen, så han, at hans søster og bror var blevet slået ihjel. Naboerne berettede, at fire eller fem mænd med langt skæg og hvid kjolebeklædning var se løbe derfra. Ansøgeren antog, at mændene kom fra Taliban, og at de havde slået ansøgerens søskende ihjel, idet han ikke havde gjort, hvad de havde bedt ham om. Ansøgeren tog den efterfølgende dag hjem til sin farbror, hvor han opholdt sig i mellem halvanden til to uger, hvorefter han tog ophold hos en menneskesmugler frem til udrejsen af hjemlandet. Flygtningenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet finder, at ansøgeren er tilstrækkelig moden til at gennemgå en asylsagsbehandling. Flygtningenævnet skal i den forbindelse henvise til, at ansøgeren under nævnsmødet har svaret relevant på de stillede spørgsmål. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet ansøgeren på centrale punkter har forklaret divergerende, ligesom væsentlige dele af ansøgerens forklaring ikke fremstår sandsynlig. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har nævnet taget hensyn til ansøgerens unge alder. Flygtningenævnet har ved troværdighedsvurderingen navnlig lagt vægt på, at ansøgeren har forklaret divergerende om de gange, Taliban angiveligt opsøgte ansøgeren, og om hvornår han fortalte sin farbror om henvendelserne. Ansøgeren har til oplysnings- og motivsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret blandt andet, at Taliban sigtede på ham med våben anden og tredje gang, han blev opsøgt, og at han fik en frist på 12 dage til at melde sig til Taliban. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han de tre første gange løb væk fra Taliban. Til asylsamtalen [i vinteren] 2016 har ansøgeren forklaret, at det alene var den sjette og sidste gang, at Taliban sigtede på ham med våben, og at han ikke fik nogen frist. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han hver gang blev stående, og at han ikke forlod stedet, før Taliban var ude af syne. Under nævnsmødet har ansøgeren forklaret, at han ikke husker, om han fik nogen frist, og at det kun var den sjette og sidste gang, at Taliban truede ham på livet. Ved vurderingen af ansøgerens troværdighed har Flygtningenævnet tillige inddraget den omstændighed, at ansøgerens forklaring indeholder en lang række mindre divergenser og modstridende oplysninger, der dog ikke i sig selv ville kunne tillægges afgørende betydning. Flygtningenævnet finder, at divergenserne efter deres karakter og omfang ikke kan skyldes tolkeproblemer under første samtale med Udlændingestyrelsen, og at ansøgeren ikke i øvrigt er fremkommet med en rimelig forklaring på de nævnte divergenser. Flygtningenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgerens forklaring på flere centrale punkter ikke forekommer sandsynlig. Blandt andet forekommer det ikke sandsynligt, at der var tale om identiske situationer de seks gange, ansøgeren blev opsøgt, bortset fra at der den sjette gang blev peget et våben mod ansøgeren. Ansøgeren har således til asylsamtalen [i vinteren] 2016 forklaret, at ansøgeren hver gang befandt sig det samme sted, var sammen med de samme mennesker, at det var de samme personer, der opsøgte ham, at personerne sagde det samme, og at ansøgeren hver gang blot stod stille og kiggede på personerne, indtil de forlod stedet. Endvidere forekommer det mindre sandsynligt, at personerne udelukkende opsøgte ansøgeren, særligt henset til at han hver gang var sammen med jævnaldrende drenge. Endelig forekommer det mindre sandsynligt, at personerne ikke sagde, hvad ansøgeren skulle gøre, herunder hvordan og hvornår han skulle arbejde for dem. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sin konflikt med Taliban i det hele må forkastes som utroværdig og konstrueret. Flygtningenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/245/JOL
