Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shiamuslim fra landsbyen Mirzaali, Ghazni, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter nogle for ansøgeren ukendte pashtunere, som ansøgerens far havde en jordkonflikt med, da han var ansøgeren var spæd. Han har til støtte derfor henvist, at hans far dræbte to brødre, som med magt forsøgte at overtage faren jord i Afghanistan. Ansøgerens familie flygtede umiddelbart herefter til Pakistan, hvor de sammen boede frem til ansøgerens forældres død. Efter ansøgerens forældre døde, rejste ansøgeren alene til Iran, fordi hans søster fortalte ham, at pashtunere ledte efter ham i Pakistan. Ansøgerens søstre blev tilbage i Pakistan. Ansøgeren har derudover henvist til, at han frygter de generelle forhold for personer af hazara-etnicitet i Afghanistan, fordi der ikke er nogen sikkerhed i landet, og fordi man risikerer at blive henrettet på grund af sin etnicitet. Flygtningenævnet har ved vurderingen af ansøgerens forklaring inddraget det forhold, at ansøgeren er analfabet. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund. Flygtningenævnet finder, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort sin baggrund, idet ansøgeren på helt centrale punkter har forklaret udbyggende. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren til oplysnings- og motivsamtalen [i sommeren] 2016 har forklaret om sit asylmotiv, at han frygter at vende tilbage til Afghanistan, fordi han er etnisk hazara, og fordi hans far har haft en konflikt med de lokale pashtunere, som han ikke kender nærmere til. Endvidere har ansøgeren forklaret, at han ikke har oplevet konflikter i Pakistan. Til asylsamtalen [i efteråret] 2016 har ansøgeren forklaret udbyggende, at farens konflikt var en jordkonflikt, som førte til, at hans far slog to brødre ihjel. Endvidere har ansøgeren forklaret, at pashtunere ledte efter ham i Pakistan, men at han ikke vidste mere om dem, end at de var pashtunere. Ansøgeren har om denne udbygning bemærket, at han glemte denne oplysning ved sin sidste samtale. Under nævnsmødet har ansøgeren oplyst navnene på to konkrete pashtunere, som efterstræber ham. Endvidere har ansøgeren forklaret, at hans søster for nylig har været nødt til at flytte grundet konflikten. Ansøgeren har om denne udbygning bemærket, at han først for nylig har fået disse oplysninger fra sin søster. Flygtningenævnet finder på den baggrund, at ansøgerens forklaring om sit asylmotiv i det hele må forkastes som konstrueret og utroværdig. Flygtningenævnet finder endelig, at det forhold, at ansøgeren er etnisk hazara ikke i sig selv er asylbegrundende. Ved vurderingen heraf har Flygtningenævnet inddraget Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 5. juli 2016 i sagen A.M. v. the Netherlands, der udtalte om den generelle situation for etniske hazaraer, at ”Although the Court accepts that the general situation in Afghanistan for this minority may be far from ideal, it cannot find that it must be regarded as being so harrowing that there would already be a real risk of treatment prohibited by Article 3 in the event that a person of Hazara origin were to be removed to Afghanistan.” Flygtningenævnet har endvidere inddraget de seneste års baggrundsoplysninger, der ikke giver holdepunkter for at antage, at forholdene for etniske hazaraer i Afghanistan er af en sådan karakter, at ansøgeren af den grund opfylder betingelserne for at få meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet henviser herved til blandt andet Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Sikkerhetsrelaterte forhold” fra 8. april 2015 og Lifos Temarapport: ”Hazaraer i Afghanistan” fra 28. august 2015, samt Landinfos Temanotat ”Afghanistan: Hazaraer og afghansk opprørsbevegelse”, udgivet 3. oktober 2016. Sidstnævnte indeholder en beskrivelse af, at der har været en række angreb og overfald i 2015 og 2016, der helt eller delvist har ramt hazara-befolkningen, men at årsagen hertil – bortset fra et selvmordsangreb begået af ISIL – er sammensat og kan forklares på baggrund af andre forhold end etniske og religiøse. Både nationale og internationale kilder var enige om, at der ikke var tale om sekterisk vold. Vedrørende ISIL er det vurderingen, at ISIL har begrænset kapacitet til at angribe shiamuslimske hazaraer. Ligeledes beskriver Lifos Temarapport ”Afghanistan: Säkerhetsläget, potentiellt utsatta personkategorier, situationen för kvinnor, barn, hazarer samt internflykt”, udgivet 29. september 2016, at der indtil videre ikke er tegn på sekterisk vold i Afghanistan. Taliban har ikke en sekterisk dagsorden, og ISILs indflydelse er hidtil begrænset i landet, ligesom forudsætningerne for at ISIL med succes kan etablere og sprede sig i Afghanistan, synes at mangle. På den baggrund finder Flygtningenævnet, at ansøgeren ikke har sandsynliggjort, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Afghanistan vil risikere forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller være i reel risiko for at blive udsat for forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/244/DH
