Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt to mindreårig børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
”Ansøgerne er etniske tajiker og sunni-muslimer fra henholdsvis […] og […], Kabul-provinsen, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban. Ansøgerne har til støtte herfor forklaret, at den mandlige ansøger i [foråret] 2011 fik ansættelse ved efterretningstjenesten som ansvarlig for tankstationen. [En dag i efteråret] 2015 blev den mandlige ansøger på [Bazaren] opsøgt af Taliban, som oplyste, at de havde en opgave til ham. Taliban sagde, at de den følgende dag ville anvende ansøgeren og hans bil til at transportere en person med noget sprængstof til efterretningstjenesten. Ansøgeren fik at vide, at Taliban ville tilintetgøre hans familie, hvis han ikke accepterede. Næste morgen tog ansøgeren tidligt på arbejde for at undgå Taliban. Ansøgeren overnattede på arbejdet, og dagen efter tog han hjem omkring klokken 17. Da han var på vej hjem, ringede han til den kvindelige ansøger og sagde til hende, at hun skulle sende deres datter, [A], hen til bageriet for at købe brød. Senere ringede den kvindelige ansøgeren til den mandlige ansøger og oplyste, at deres datter endnu ikke var kommet hjem. Herefter tog den mandlige ansøger hen til bageriet for at lede efter [A], men han fandt hende ikke. Flere gange tog den mandlige ansøger ud for at lede efter datteren, men uden held. Natten til mandag fandt han [A] rullet ind i et sort tæppe ved et affaldssted. Han tog datteren med hjem og opdagede, at hun var død. Den mandlige ansøger valgte, at familien ikke skulle fortælle nogen, at deres datter var blevet slået ihjel, og de anmeldte ikke forholdet til politiet. Om mandagen begravede ansøgerne deres datter. Dagen efter blev den mandlige ansøger ringet op af en person som sagde, at ansøgeren havde modtaget den første gave, og hvis han ikke accepterede, ville han miste hele sin familie. Ansøgeren fik også at vide, at han skulle tage en af talibanerne med på arbejde, så de kunne sprænge en bombe. Natten efter forlod ansøgerne deres bopæl og udrejste af hjemlandet. Flygtningenævnet kan efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer om asylmotivet ikke lægge forklaringerne til grund. Forklaringerne fremstår på afgørende punkter usammenhængende og forekommer ikke overbevisende. Forklaringerne er endvidere på flere centrale punkter divergerende. Det bemærkes hertil, at den kvindelige ansøger til støtte for asylmotivet har henvist den mandlige ansøgers forklaring. Flygtningenævnet lægger vægt på, at den mandlige ansøger under oplysnings- og motivsamtalen har forklaret, at de to mænd, der henvendte sig til ansøgeren, sagde, at de ville vente på ansøgeren den næste dag ved [Bazaren], og de derfra ville tage sammen med ham på arbejdet. Ansøgeren har derimod under asylsamtalen [i efteråret] 2016 forklaret, at det ikke præcis blev aftalt, hvor en person, der skulle med ansøgeren til efterretningstjenesten, ville stå. Ansøgeren skulle køre den samme vej som sædvanligt, og personen ville stå på vejen. Ansøgeren har endvidere forklaret divergerende om, hvorvidt han ringede hjem til sin kone, da han overnattede på arbejdet mellem lørdag og søndag. Under oplysnings- og motivsamtalen [i foråret] 2016 har han forklaret, at han ringede for at høre, hvordan familien havde det, og at han fik at vide, at de havde det fint. Over for nævnet har ansøgeren derimod forklaret, at han ikke ringede hjem den pågældende nat. Ansøgeren har i øvrigt forklaret divergerende om tidspunktet for opringningen til hans kone om datterens køb af brød i basaren. Han har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han ringede, inden han forlod sin arbejdsplads, mens han over for nævnet har forklaret, at han foretog opkaldet, efter at han havde forladt sit arbejde og var kørt ti til femten minutter mod hjemmet. Ansøgerne har i øvrigt forklaret indbyrdes divergerende om tidspunktet for, hvornår den kvindelige ansøger fik at vide, at der var fremsat trusler fra Taliban. Den mandlige ansøger har under oplysnings- og motivsamtalen forklaret, at han fortalte sin ægtefælle om kontakten fra Taliban, efter datteren var blevet begravet, og mindehøjtideligheden var afsluttet. Den kvindelige ansøger har derimod under sin asylsamtale forklaret, at hendes ægtefælle fortalte hende om den trussel, som han havde modtaget, da han kom tilbage til bopælen med datterens lig. Nævnet finder i øvrigt, at ansøgeren har forklaret usammenhængende og afglidende om den første henvendelse fra talebanerne, idet han under asylsamtalen har forklaret, at han fik at vide, at den person, som han skulle tage med sig, var fra Taleban, og at han ville foretage en sprængning. Over for nævnet har ansøgeren oplyst, at talebanerne nævnte, at han skulle udføre en terroristisk handling, og at de ikke sagde, at den person, som han skulle tage med, var fra Taliban. Ansøgeren har i den forbindelse besvaret flere spørgsmål fra nævnet om henvendelsen på en usammenhængende og afglidende måde. Ansøgeren har i flere år været ansat i politiets efterretningstjeneste, og det fremstår ikke troværdigt, at ansøgeren ikke har anmeldt henvendelsen og truslerne fra taleban, idet der i den forbindelse også henses til, at ansøgeren under asylsamtalen har forklaret, at han troede, at de pågældende to mænd fra Taliban, der henvendte sig til ham, måske var nogen fra hans arbejde, som ville kontrollere, om ansøgeren havde kontakt til Taliban. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at de risikerer overgreb, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet bemærker, at det ikke kan føre til et andet resultat, at den kvindelige ansøger har det psykisk dårligt, og at de forhold, der efter det oplyste har ført til ansøgernes udrejse, er foregået i 2015. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/240/lrn
