Nævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende to mandlige statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015. Flygtningenævnet udtalte: ”Ansøgerne er etnisk hazara og shia-muslim. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de i Afghanistan frygter Taliban og ISIL samt farens fjender. Brødrenes sager er behandlet sammen. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver forklaret, at deres forældre er fra Afghanistan. De ved ikke, hvor moren er født og opvokset. Faren er fra en landsby i Helmand, hvor familien ejede jord. Forældrene forlod Afghanistan, fordi Taliban angreb deres hjemegn. De har ikke kenskab til, at der er nogen fra deres familie, der skulle have deltaget i krigen mod Taliban. Taliban fremkom med trusler mod de lokale hazaraer, og ansøgernes farfar og farmors hus brændte ned. Begge bedsteforældre omkom i den forbindelse. Forældrene slog sig ned i [A] i Iran, hvor ansøgerne blev født og voksede op. Brødrene har altid hørt, at det ikke var en mulighed at rejse tilbage til Helmand. De ved ikke, hvad der er sket med familiens jord. De er ikke bekendte med, om de stadig har slægtninge i Helmand. Faren var narkoman. Faren blev flere gange udvist til Afghanistan, seneste for cirka tre år siden. Familien har ikke hørt fra faren, siden han kort tid efter den seneste deportation ringede til dem. Faren var i Herat og ville til Helmand. Da de i årevis ikke havde hørt fra ham, frygtede de, at faren var død. Brødrene har også selv hver for sig været deporteret til Afghanistan en gang. De var da i Herat. Det lykkedes dem at vende tilbage til Iran efter få dage. Derudover har de aldrig været i Afghanistan. Efter brødrenes udrejse - for fem til seks måneder siden - blev deres lillebror kidnappet i [A]. Der blev skubbet et brev ind under deres hoveddør. Af brevet fremgik, at moren skulle sige til faren, at denne skulle henvende sig med nogle ting. Det var anført, at faren vidste, hvor han skulle kontakte kidnapperne, men de pågældende vidste åbenbart ikke, hvor faren opholdt sig. Ansøgerne går ud fra, at kidnapperne er fra Afghanistan og ikke fra Iran, hvor faren ikke havde fjender. De antager, at faren nok har tilsluttet sig en narkotikabande i Afghanistan og i den anledning fået magtfulde, kriminelle fjender i Afghanistan. Brødrene har stadig telefonisk forbindelse med deres mor, der opholder sig hos fasteren i Iran. Moren har ikke kunne få kontakt til faren, og lillebroren er ikke frigivet. Brevet fra kidnapperne er blevet væk. Flygtningenævnet lægger ansøgerens oplysninger om deres identitet til grund, herunder om at de aldrig har boet i Afghanistan. Forklaringen om kidnapningen af deres lillebror, som er fremkommet efter Udlændingestyrelsens afslag, kan derimod ikke lægges til grund. Nævnet lægger herved vægt på, at forklaringerne herom har været tøvende og usikre, og fremstår som værende konstrueret til lejligheden. I bevisvurderingen indgår, at forklaringen efter de foreliggende oplysninger om ansøgernes far med videre i sig selv forekommer at være mindre sandsynlig. I vurderingen er endvidere indgået med en vis betydning, at der er enkelte divergenser mellem det, de to ansøgere har forklaret vedrørende brevet, herunder om hvor lang tid, der gik, fra storebroren fik oplysninger om kidnapningen til han fortalte sin lillebror herom. Hertil kommer, at det forekommer påfaldende, at det efter afsluttende spørgsmål fra et nævnsmedlem om, hvorvidt foto af brevet kunne fremskaffes, blev oplyst, at brevet er blevet væk. Ved troværdighedsvurderingen er ansøgernes unge alder indgået. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de har et alvorligt modsætningsforhold til kriminelle personer eller grupper i Afghanistan. For så vidt angår frygt for Taliban eller ISIL foreligger der ikke oplysninger om kontakt mellem disse grupper og ansøgerne, og der er ikke grundlag for at antage, at ansøgerne på grund af krigshandlingerne i Helmand for 20 år siden skulle være identificeret som fjender af Taliban. De generelle forhold for hazaraer i Afghanistan er fortsat vanskelige. Flygtningenævnet finder imidlertid efter en samlet vurdering - også af de seneste baggrundsoplysninger om forholdene i Helmand og resten af Afghanistan - ikke, at der er grundlag for at antage, at den omstændighed, at ansøgerne er hazaraer og unge mænd uden netværk, i sig selv kan begrunde, at der er reel risiko for, at de i Afghanistan, af Taliban, ISIL eller andre, vil blive udsat for tvangsrekruttering eller anden form for forfølgelse eller overgreb omfattet af flygtningekonventionen eller udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/24/SEL
