Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende et ægtepar samt tre medfølgende børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgerne er etniske hazaraer og shia-muslimer fra [en navngiven landsby], Maidan Wardak, Afghanistan. Ansøgerne har ikke været medlemmer af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktive. Ansøgerne har som asylmotiv henvist til, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at den kvindelige ansøgers familie, herunder hendes fætter, som hun har været forlovet med, vil slå dem ihjel eller udsætte dem for repressalier. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiv forklaret, at de er vokset op i den samme landsby i hjemlandet, og at de på et ukendt tidspunkt mødte hinanden ved en kilde i landsbyen. De talte sammen for første gang ved denne lejlighed, hvor den mandlige ansøger fortalte den kvindelige ansøger, at han ønskede at gifte sig med hende. Den mandlige ansøgers søster og svoger bad herefter om den kvindelige ansøgers hånd to gange, men blev ved begge lejligheder afvist af hendes familie. Efter noget tid fandt den mandlige ansøger ud af, at den kvindelige ansøger var blevet forlovet med sin fætter. Den efterfølgende dag mødtes de atter ved kilden i landsbyen. Herfra tog de hjem til den mandlige ansøgers søsters hus, hvor de for første gang havde samleje. Efterfølgende havde de samleje to gange yderligere med to eller tre dages mellemrum. Omkring fire til fem måneder efter deres første samleje fortalte den kvindelige ansøger den mandlige ansøger, at hun ikke havde det godt, og at hun nok var gravid. De fortalte herefter alt til den mandlige ansøgers søster, der anbefalede dem at flygte fra landsbyen, hvorfor ansøgerne tog til Kabul den følgende dag. Her boede ansøgerne i omkring syv måneder, i hvilken periode deres første barn blev født. Da barnet var en måned gammel blev ansøgerne advaret om, at den kvindelige ansøgers fætter ledte efter dem i Kabul, hvorfor de besluttede sig for at forlade Afghanistan. De tog til Iran, hvor de bosatte sig i Isfahan. 10 år senere blev den mandlige ansøger på en ukendt dato overfaldet og udsat for fysiske overgreb af den kvindelige ansøgers fætters søn og tre andre for ansøgerne ukendte personer. Fire dage efter overfaldet flyttede ansøgerne til en anden adresse, hvor de boede i omkring to år indtil deres udrejse fra Iran. Ansøgerne har som asylmotiv videre henvist til de generelle forhold i Afghanistan, herunder Taliban. Flygtningenævnet finder, at ansøgernes forklaringer må tilsidesættes, idet de på væsentlige punkter fremstår udbyggende, divergerende og indbyrdes uforenelige. Ingen af ansøgerne har således til oplysnings- og motivsamtalerne nævnt det angivelige overfald på den mandlige asylansøger i Iran, der udgør en væsentlig baggrund for asylmotivet. Der er endvidere blandt andet forklaret divergerende og indbyrdes forskelligt af ansøgerne om, hvor længe de opholdt sig i Iran efter overfaldet og efter den mandlige asylansøgers tilbagekomst til Iran efter en deportation til Afghanistan svingende fra få dage til halvandet år. På denne baggrund finder Flygtningenævnet efter en samlet vurdering ikke, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for konkret og individuel forfølgelse eller overgreb som omhandlet i Udlændingestyrelsen § 7. Endvidere bemærkes, at de generelle forhold for hazaraer i Afghanistan ikke i sig selv kan begrunde asyl. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse..” Afghanistan 2017/235/MAD
