Nævnet stadfæstede i januar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra Mazar-e-Sharif, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel. Ansøgeren har til støtte herfor forklaret, at hans far modtog trusler fra ukendte personer, som truede med at slå hele familien ihjel. Omkring [foråret] 2014 blev ansøgerens lillebror kidnappet af for ansøgeren ukendte personer. To dage senere fandt familien lillebrorens hovedløse lig på deres tag. To og en halv måned efter lillebrorens død blev ansøgerens far overfaldet af to for ansøgeren ukendte personer, mens faren var på arbejde som taxachauffør. Det lykkedes ansøgerens far at flygte, og han anmeldte forholdet til politiet. Efterfølgende blev ansøgerens far igen truet telefonisk. Omkring halvanden måned senere udrejste ansøgeren sammen med sine forældre til Iran. Efter omkring seks måneders ophold i Iran, blev ansøgerens far deporteret til Afghanistan, da han ikke havde nogen dokumenter. Faren ringede fra Afghanistan og fortalte, at han ville forsøge at komme tilbage til Iran illegalt, men familien har ikke hørt fra ham siden. Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring til grund, idet den fremstår utroværdig, med en meget lille detaljeringsgrad, ikke selvoplevet og dermed konstrueret til lejligheden. Flygtningenævnet kan således ikke lægge til grund, at ansøgerens far har modtaget trusler fra ukendte personer, at ansøgerens lillebror på otte år blev kidnappet og slået ihjel, og at ansøgerens far blev overfaldet i sin taxa. Flygtningenævnet har herved lagt vægt på, at det forekommer usandsynligt, at ansøgeren, der på det tidspunkt efter aldersvurderingen har været 16 år, ikke skulle være blevet indviet i og således fået kendskab til, hvem der angiveligt truede faren og familien og indholdet af truslerne også henset til de voldsomme begivenheder, der angiveligt fulgte efter truslerne. Flygtningenævnet finder endvidere, at det er påfaldende, at ansøgeren ikke skulle have noget kendskab til, om de personer, der angivelig kidnappede broren i tiden frem til drabet på broren fremkom med nogen tilkendegivelser om baggrunden for kidnapningen, eller om de fremsatte krav overfor familien. Flygtningenævnet finder det endelig påfaldende, at familien først udrejste tre og en halv måned efter, at broren angiveligt var blevet dræbt af ukendte gerningsmænd, og at faren i den mellemliggende tid også efter angiveligt at være blevet overfaldet i sin taxa, fortsatte med at forlade huset. Flygtningenævnet har ved bevisvurderingen taget hensyn til, at ansøgeren om end han ikke er mindreårig dog er ung, og at han var mindreårig ved udrejsen fra Afghanistan. Herefter, og da forholdene for hazaraer i Afghanistan ikke har en sådan karakter, at de i sig selv kan begrunde asyl, finder Flygtningenævnet således ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7. stk. 1 eller overgreb omfattet af § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/23/mvln
