Nævnet meddelte i juni 2017 opholdstilladelse (B-status) til et ægtepar samt tre børn fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Den mandlige ansøger er etnisk pashtun og tadjik og sunni-muslim fra Herat, Afghanistan. Den kvindelige ansøger er etnisk tadjik og norzi og sunni-muslim fra Torbat-e-Jam, Iran. Den kvindelige ansøger er afghansk statsborger. Ansøgerne har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Den mandlige ansøger har som asylmotiv henvist til, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter at blive slået ihjel af Taliban, idet han arbejdede i regeringen, og Taliban derfor betragter ham som deres fjende. Den kvindelige ansøger har som asylmotiv henvist til, at hun ved en tilbagevenden til Afghanistan frygter, at Taliban vil slå hendes ægtefælle ihjel, idet han har nægtet at samarbejde med dem. Ansøgerne har til støtte for deres asylmotiver henvist til, at den mandlige ansøger arbejdede for distriktsborgmesteren. I slutningen af 2014 tog Taliban den mandlige ansøger med i en bil og kørte ham til et ukendt sted, hvor han blev udsat for fysiske overgreb, fordi han nægtede at samarbejde med dem. Omkring seks måneder efter at den mandlige ansøger var tilbageholdt af Taliban, startede han på job igen. Den mandlige ansøger blev herefter igen taget med af Taliban. Taliban truede med at tage hans børn, hvis han ikke samarbejdede med Taliban, hvorefter han blev kørt tilbage til landsbyen, da han indvilligede i at bistå dem. Ansøgerne besluttede sig herefter at flygte ud af Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgernes forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at den mandlige ansøger arbejdede som personlig medhjælper for distriktsborgmesteren i [by], og at han på et tidspunkt blev bortført af Taliban, der krævede, at han skulle meddele oplysninger om distriktsborgmesteren, således at denne kunne dræbes. Den mandlige ansøger afviste at hjælpe Taliban, hvorefter han blev slået i hovedet og på kroppen. Han blev smidt i en vejside, men blev af forbipasserende bragt til en sundhedsklinik, hvor han blev behandlet for sine skader. Han blev udskrevet efter to dage. Han havde alvorlige skader i hovedet, og hans venstre arm var brækket. Familien blev opsøgt af folk fra distriktsborgmesterens kontor, der ville vide, hvad den mandlige ansøger havde sagt til Taliban. Han sagde, at han intet havde fortalt, og at han afviste at hjælpe Taliban. Dette blev accepteret af distriktsborgmesterens folk. Efter seks måneder vendte den mandlige ansøger tilbage til sit arbejde på distriktsborgmesterens kontor. Tre måneder senere blev den mandlige ansøger på ny opsøgt af Taliban, da han var på vej hjem fra arbejde. De udsatte ham for vold. Taliban ønskede på ny, at han skulle skaffe oplysninger om distriktsborgmesteren med henblik på, at denne skulle dræbes. Taliban truede den mandlige ansøger med, at de ville tage hans børn, hvis han ikke samarbejdede. Den mandlige ansøger indvilligede herefter i at samarbejde med Taliban, men havde ikke til hensigt at gøre det. Samme nat som han kom tilbage efter overfaldet, opsøgte han sammen med sin familie landsbyformanden [A] og fortalte om, hvad der var sket. [A] kontaktede telefonisk distriktsborgmesteren, der ikke ønskede, at den mandlige ansøger skulle genoptage sit arbejde. [A] og distriktsborgmesteren kunne endvidere ikke garantere for familiens sikkerhed. [A] anbefalede, at familien udrejste af Afghanistan på grund af truslen fra Taliban, som myndighederne ikke kunne gøre noget ved. Flygtningenævnet lægger endvidere til grund, at den mandlige ansøger fik alvorlige skader, da han blev udsat for grov vold hos Taliban. Dette er underbygget af en rapport af [foråret] 2017 fra Amnesty Internationals danske lægegruppe, hvoraf det fremgår, at den mandlige ansøger vurderes at være svært psykisk præget af sine oplevelser og har en HTQ-score på 3,75 foreneligt med PTSD. Der anføres endvidere i rapporten: ”Der er derfor fuld overensstemmelse mellem undersøgtes oplysninger om torturhandlinger og de objektive fund, der i høj grad underbygger den beskrevne tortur”. Flygtningenævnet finder på denne baggrund, at ansøgerne har sandsynliggjort, at de ved en tilbagevenden til Afghanistan risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet meddeler derfor ansøgerne og medfølgende børn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens 7, stk. 2. Afgh/2017/229/DMO
