afgh217226

Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2016. 
Flygtningenævnet udtalte: 
”Ansøgeren er etnisk hazara og shia-muslim fra […], Ghazni-provinsen, Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, en gruppe, Panjshiri, som er imod alle hazaraer og den generelle usikkerhed som hazara i Afghanistan. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans far, som var kommandant under hazararnes leder, Mazari, blev slået ihjel af Taliban, da ansøgeren var 4 år. Ansøgeren, hans mor og søskende flyttede herefter til Kabul, hvor de boede frem til deres udrejse. Familiens nabo i Kabul spurgte en dag ansøgeren og hans søster vedrørende deres far. Ansøgerens familie udrejste derefter, fordi de frygtede, at Taliban ville hævne sig på dem på grund af farens død. Ansøgeren frygter en gruppe, Panjshiri, som er imod alle hazaraer. Ansøgeren har oplevet at blive slået og sparket af én person fra denne gruppe. Ansøgeren har endelig henvist til, at han frygter den gennerelle situation som hazara i Afghanistan. Flygtningenævnet kan i det væsentlige lægge ansøgerens forklaring til grund. Flygtningenævnet lægger således til grund, at ansøgerens far, som var kommandant under Mazari, blev dræbt i forbindelse med kamp mod Taliban, da ansøgeren var 4 år, og at hans mor derefter flygtede til Kabul med ansøgeren og hans […] søskende. Flygtningenævnet bemærker, at det alene beror på ansøgerens ubekræftede formodning, at naboens gæster var fra Taliban, og at besøgene hos naboen havde sammenhæng med, at Taliban efterstræbte ansøgerens familie. Ansøgeren har ikke oplevet nogen konflikter med Taliban, og hverken han eller hans familie har modtaget direkte henvendelser fra Taliban. Flygtningenævnet finder, at de anførte forhold ikke er omfattet af anvendelsesområdet for udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” afgh/2017/226/col