Nævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en mandlig statsborger fra Afghanistan. Indrejst i 2015.
Flygtningenævnet udtalte:
”Ansøgeren er etnisk pashtun og sunni-muslim fra landsbyen […], distriktet Tagab, provinsen Kapisa i Afghanistan. Ansøgeren har ikke været medlem af politiske eller religiøse foreninger eller organisationer eller i øvrigt været politisk aktiv. Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han frygter Taliban, fordi de efter ansøgerens brors død har forsøgt at tvangsrekruttere ham, og idet ansøgeren er flygtet fra Taliban. Ansøgeren frygter endvidere myndighederne, fordi hans bror har været kommandant i Taliban. Til støtte for sit asylmotiv har ansøgeren forklaret, at hans storebror var kommandant i Taliban i en for ansøgeren ukendt periode i deres landsby […]. Broren blev dræbt […] omkring primo 2014. Omkring to til to et halvt år efter brorens død opsøgte fire til fem personer fra Taliban ansøgerens bopæl om natten. En af personerne sagde til ansøgeren, at han skulle være med i Taliban, men ansøgerens far ville ikke tillade dette, da han allerede havde mistet en søn på grund af Taliban. Taliban indvilligede i at spørge deres kommandant, hvorvidt ansøgeren kunne slippe, hvorefter de gik. To til tre dage efter opsøgte fire til fem personer fra Taliban igen ansøgerens bopæl og sagde, at kommandanten fastholdt sin ordre, og at ansøgeren skulle tage med dem. Faren var fortsat imod det, og han holdt fast i ansøgeren, hvorfor der opstod tumult, og ansøgerens far blev skudt af en af talibanerne og døde på stedet. Faren blev begravet den efterfølgende dag. Omkring to til to en halv måned efter kom ansøgerens farbror til ansøgerens bopæl omkring klokken 8 eller 9 om morgenen. Han tog ansøgeren med til et hus i [en by] omkring 20 minutters gang fra ansøgerens bopæl. I huset præsenterede farbroren ansøgeren for talibankommandanten i [byen] kaldet […]. Kommandanten sagde til ansøgeren, at farbroren var med i Taliban, og at ansøgeren skulle følge farbrorens ordrer, ellers ville ansøgeren blive slået ihjel. Efter omkring fem minutter blev ansøger af en ukendt person ført til en bygning ved siden af huset, hvor omkring 20 til 25 personer i alderen 15 til 16 år blandt andet blev trænet i at anvende kalasjnikov. Ansøger modtog også selv våbentræning. Ansøgerens farbror hentede ansøger om eftermiddagen, og ansøgeren fik lov til at tage hjem, fordi farbroren garanterede, at ansøgeren kom tilbage. [Talibankommandanten] truede ansøgeren på livet, hvis han fortalte, hvad han havde set. Ansøgeren sagde derfor ikke noget til sin mor, da han kom hjem. Den efterfølgende dag tog ansøgerens farbror ham igen med til talibanhuset, og farbroren sagde til ansøgeren, at ansøgeren skulle være selvmordsbomber. Farbroren sagde desuden, at ansøgeren skulle være det som den første af drengene, fordi både ansøgerens bror og ansøgerens farbror var med i Taliban. Ansøgeren prøvede en selvmordsvest, der passede, og han fik udleveret et id-kort, der beviste hans medlemskab i Taliban. Ansøgeren blev derefter igen sendt hjem med besked om, at han næste dag skulle komme igen, så han kunne få vesten på og udføre en selvmordsaktion et ukendt sted. Ansøgeren fortalte sin mor om hændelsen om aftenen, fordi hun insisterede på at få at vide, hvor ansøgeren havde været. Ansøgeren og hans mor aftalte med ansøgerens morbror, at han skulle hente ansøgeren den efterfølgende morgen, inden hans farbror kom for at hente ham. Morbroren kørte ansøgeren til Kabul til morbrorens ven, som hjalp ansøgeren med at krydse grænsen til Pakistan den efterfølgende dag i [sommeren] 2015.
Flygtningenævnet kan ikke lægge ansøgerens forklaring om sit asylmotiv til grund, idet forklaringen på en række punkter forekommer usandsynlig. Flygtningenævnet finder det således usandsynligt, at den talibangruppe, som for anden gang var kommet på ansøgerens bopæl for tvangsmæssigt at hverve ansøgeren og havde dræbt ansøgerens far, fordi han modsatte sig denne rekruttering af ansøgeren, ikke tog ansøgeren med, da de havde lejlighed til det. Det forekommer endvidere usandsynligt, at ansøgeren ikke flygtede med det samme efter drabet på hans far, men ventede i 2½ måned indtil hans farbror forsøgte at rekruttere ham til Taliban. Endelig forekommer det usandsynligt, at Taliban skulle lade ansøgeren tage hjem at overnatte og dermed give ham mulighed for at flygte, efter at de havde gjort ham bekendt med, at han næste dag skulle udføre en selvmordsaktion. Flygtningenævnet bemærker endvidere, at ansøgerens forklaring om, at hans bror, som i en alder af 27-29 år blev dræbt omkring 2½ år før ansøgerens flugt, ikke støttes af det foreviste billed- og videomateriale, hvor den pågældende person ser betragteligt ældre ud. Endelig bemærker Flygtningenævnet, at ansøgerens generelle troværdighed svækkes af en række divergerende oplysninger. Ansøgeren har således forklaret divergerende om, hvor længe han under sin flugt opholdt sig i henholdsvis Iran og Pakistan, og han har under asylsamtalen forklaret, at han havde sin mobiltelefon med sig under flugten, og at den ikke faldt over bord, mens han under mødet i Flygtningenævnet har forklaret, at han mistede telefonen, da den faldt i vandet undervejs til Grækenland. Flygtningenævnet finder herefter ikke, at ansøgeren har sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til Afghanistan vil være i en individuel og konkret begrundet risiko for forfølgelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, eller at han risikerer overgreb omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” Afgh/2017/225/col
